x

Upcoming bands på "Anja Efter Viktor"-soundtrack

Upcoming bands på "Anja Efter Viktor"-soundtrack

Spændingen blandt de bands, som havde indsendt deres demoer i håb om at komme med på filmens soundtrack, kunne sagtens mærkes. Flere gik smånervøse rundt og for de flestes vedkommende var det første gang, de prøvede at have denne form for pressekontakt. Andre var mere afklarede - eller prøvede at lade, som om de var det - og virkede som om de havde prøvet lidt af hvert. En guitarist fra bandet Skurk, der har bidraget med to numre til soundtracket, står og laver lidt guitarlir for at understrege den lidt rastløse spænding, der kan mærkes i lokalet.

Soundtracket til "Anja Efter Viktor", som har premiere fredag d. 4 april, er fundet ved en konkurrence, hvor hovedpræmien oprindeligt var, at vindernummeret blev filmens kendingsmelodi. Den var der omkring 3000 bud på. I stedet er 19 numre, fra 16 bands, valgt ud:

- Vi har ændret lidt i præmien, da vi så, hvor meget god musik, vi fik ind. Vi lavede det derfor om, sådan at de bedste - som også passede ind i filmens dramaturgi og rytme - blev udvalgt til at udgøre soundtracket, fortæller producent Regner Grasten.

Det var altså disse 16 artister, som stod og småtrippede, inden det hele gik i gang. I dag står den på lydprøver og interview med pressen, i morgen skal de spille for gæsterne fra filmens gallapremiere.

- Vi er utroligt glade for at være her. Med lidt held kan det jo være et springbræt til mere. Og så er det jo sjovt at prøve alle disse ting, udtaler Venice, hvis nummer, "I Can’t Breathe", er udvalgt til at være filmens åbningsnummer. Det kommer vi helt sikkert til at høre mere til.

Skurk (billedet), med den guitarlirende frontmand, er nærmest med ved en tilfældighed:

Jah … vi sendte det jo mest ind for sjov. Vi havde ikke regnet med at være med, men vi har hørt, at Jonas ( Gülstorff, som spiller Nikolai i filmen, red.) spiller luftguitar til det ene af vores numre i filmen. Det er da okay, og det kan jo være, at han er god til det.

Havde I den kvindelige hovedperson i tankerne, da I skrev Chinese Restaurant?

- Næ, den er skrevet for mange år siden. Men skriv bare, at vores forsøg på en kærlighedssang handler om Anja. Det kan være, det hjælper, hæhæ…

Nu har Skurke og guitarspillere jo som bekendt altid haft en sær dragende effekt på kvinder, så den lader vi gå videre…

Musikken kan du høre på filmens hjemmeside www.anjaefterviktor.dk eller på soundtracket, som udkommer i forbindelse med filmen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA