Nyhed

MTV fokuserer endelig på R&B i Danmark

Reportage fra The Lick-festen

Så kom turen endelig til lille Danmark. I lige så lang tid som MTV’s program om R&B og hiphop, The Lick har været i æteren, har fans af genren ventet på, at det skulle blive Danmarks tur til et besøg. Værten Trevor Nelson, der startede som DJ på Radio One i London, fik idéen til at turnere rundt med programmet efter en række succesrige The Lick-fester på diskoteket Emporium i London, hvor kendte kunstnere gæsteoptrådte.

De første The Lick Partys uden for London blev holdt som after partys til MTV Europe Music Awards i Dublin 1999 og i Stockholm 2000. Derefter gik turen til en række hovedstæder i Europa. Det er ikke nogen hemmelighed, at det efter MTV Nordics debut primært har været Sverige og svenske kunstnere, der har vundet hæder og indpas på musik-kanalen. Det har gibbet i os, når så mange danske kunstnere med internationalt potentiale blev overset. Men fredag d. 21. marts 2003 kom turen endelig til Danmark, og Outlandish (billedet) blev kørt i position.

Øksnehallen i København har aldrig været bedre klædt på. De af os, som var udstyret med et VIP-armbånd, blev lukket ind to timer før alle andre, så der var ingen kø. Allerede ved ankomsten var der stil over showet, med rød løber, udendørs-DJ (til at underholde de kommende gæster), presse (til at interviewe og fotografere dem), lyskegler og gratis godter. Betjeningen var i top, og der var indrettet et særskilt tungt afspærret VIP-område med lækker indretning, uspiseligt eksklusive pindemadder og gratis bar. Sådan! Det lugtede langt væk af player-stil. Fra VIP-området var der fri udsigt til scenen, til det kæmpe dansegulv ved siden af og til den roterende diskoteks-pult, hvorfra nogle af UK’s førende Urban DJs viste, at de har fingeren på pulsen. For at være sikker på, at ingen af de tusinde gæster gik glip af noget, var der store tv-skærme overalt, som skiftevis viste optagelser fra aftenens begivenheder og klip fra The Lick-programmet. En del kendte modeller, musikere og skuespillere var at finde blandt VIP’erne, selv om jeg næppe tror, de til hverdag kan skelne R&B fra hiphop.


Selv om der var stil over arrangementet, var jeg ikke helt tilfreds. Det er jo ikke indpakningen, men indholdet, dvs. musikken, det handler om. Og selv om DJ’sne spillede godt, og der hen ad aftenen kom overordentligt godt kog i dansegulvet, var det alligevel tyndt med optrædende navne. Outlandish, som står foran en snarlig international lancering, var den eneste gruppe, der optrådte. De fyrede tre numre af med sædvanlig overbevisende stil. Derefter kom Trevor på scenen, og med sin sans for selviscenesættelse er han efterhånden et lige så kendt navn som de stjerner, han interviewer. Hans DJ-evner var da også upåklagelige.

Jeg måtte desværre gå, mens festen for alvor var i gang, men havde fået inside information om, at aftenens surprise ville blive, at The Roots, som holdt koncert i København samme aften, ville kigge forbi senere. Så lidt lir var der dog arrangeret.

Det var med en vis stolthed, at man bevidnede Outlandish og det inkarnerede danske hiphop- og R&B-publikum repræsentere. Efter alt at dømme har Danmark ikke set magen til R&B-fest, som helt sikkert var fuldt på højde med andre The Lick-fester. Gad vide, om ikke vi fik markeret os som en betydelig hiphop- og R&B-nation den nat.



ANNONCE