Nyhed

Videoer bandlyst på MTV på grund af Irak-krig

Videoer, som indeholder referencer til krig, forbudt på MTV – f.eks. med B-52’s

Musikkanalen MTV, som hvert år hylder ytringsfriheden ved deres award-shows med prisen "Free Your Mind", bandlyser nu alle videoer, som kan indeholde referencer til krig. Det betyder eksempelvis, at alle B-52’s’ (billedet) videoer ikke bliver spillet, så længe krigen i Irak er i gang - B-52 er jo som bekendt navnet på et af de bombefly, der smider bomber over Irak.

Årsagen er ifølge politiken.dk, at de offentlige medier, som eksempelvis BBC, ikke vil spille noget, som kan forekomme upassende i forbindelse med eventuelle tab i krigen. Og selv de uafhængige radiostationer landet over har meddelt, at de, for ikke at støde offentligheden, vil spille mindre hård punk og rock og i stedet spille mere let og melodisk musik.

Det er i forlængelse heraf, MTV har valgt at tage de videoer af rotation, som ligeledes kan virke stødende.


Det betyder, at vi nok ikke skal regne med at se legendariske numre som "War", "Fortunate Son", "People Of The Sun", "Warpigs" og "Born In The USA" på MTV lige foreløbig. Det plejer man jo ellers.

Der forlyder endnu ikke noget om, hvorvidt danske medier vil pålægge sig selvcensur. Efter terrorangrebene mod USA 11. september 2001 forbød DR ellers afspilning af en række sange, man mente kunne virke stødende - f.eks. Peter Bellis "København (Fra En DC-9)".

ANNONCE