Nyhed

No Doubt holder pause

Gwen Stefani arbejder på solomateriale

No Doubt holder for tiden en veltrængt pause oven på en længere turné, der fulgte i kølvandet på bandets seneste album ”Rock Steady”. Bandets sangerinde Gwen Stefani skriver på den officielle hjemmeside, at hun arbejder på og overvejer en del nye projekter.

"Jeg ved ikke, om det bliver et regulært soloalbum, singler til soundtracks eller bare sange som dem, jeg lavede med Moby og Eve. Jeg lader bare det hele føre mig hen, hvor det fører mig hen, og så ser jeg, hvad der sker. Det hele er en del af en proces for mig, en videreudvikling af den udfordring, vi gav os selv med ”Rock Steady”.

Stefani skriver, hun samarbejder med forskellige folk, men nævner ingen navne. Producertrioen The Matrix har dog udtalt til MTV, at de arbejder med Stefani for tiden. The Matrix har tidligere produceret for Avril Lavigne og har kommende samarbejder med Britney Spears, Robbie Williams og Mariah Carey ventende.


Rapperen Eve, med hvem Stafani indspillede Dr. Dre-hittet ”Let Me Blow Ya Mind”, udtalte for nylig; ”Jeg har ikke snakket med hende, men jeg ville elske at arbejde med Gwen igen. Hun er fly, hun er tight, hun er talentfuld.”

Stefani skriver også på hjemmesiden at hun er i gang med at læse filmmanuskripter; “Selv om jeg ikke har besluttet mig endnu, så vil jeg prøve at medvirke i en film, hvis den rette rolle byder sig. Jeg har altid elsket at lave musikvideoer. Hvem ved? Jeg tror, det er endnu et udfordrende sted at udtrykke mig selv kreativt.”

Og selvom Stefani egentlig bare havde planlagt at slappe af med ægtefællen, Bush-frontmanden Gavin Rossdale, i London, arbejder hun også ihærdigt på snart at kunne præsentere sit eget tøjmærke L.A.M.B.


ANNONCE