Nyhed

Junior Senior tegner historisk stor USA-kontrakt

Interview om kontrakten, der slår Raveonettes

Succesen vil ingen ende tage for den danske duo Junior Senior. Først fik de et storhit i Danmark med "Move Your Feet", dernæst kontrakt om udgivelse i hele Europa, hvor "Move Your Feet" nu for niende uge i træk ligger på top 10 i England. Og som kronen på værket har Junior Senior nu tegnet kontrakt med amerikanske Atlantic, kendt for så forskellige navne som Sonny And Cher, Led Zeppelin, MC5, Rolling Stones, Bee Gees, ABBA og senest The Donnas, for blot at nævne nogle.

Kontrakten er endnu større end Raveonettes’ ellers for et dansk band historisk store USA-kontrakt med Columbia, ifølge de to gruppers selskab Crunchy Frog. Junior Senior-albummmet "D-D-Don’t Don’t Stop The Beat" udkommer i USA i starten af august med "Move Your Feet" som singleforløber.

- Vi er selvfølgelig vildt begejstrede, fortæller Senior alias Jeppe Breum Laursen. - Der har været mange selskaber, der var interesserede, så vi spillede dem lidt ud mod hinanden, men med Atlantic fik vi stor kunstnerisk frihed. Det er ellers lidt atypisk for amerikanske kontrakter, hvor folk plejer at sige ja tak til hvad som helst, de får af tilbud fra store selskaber. Vores album skal også bare udgives, som det er; der er ikke noget med, at det skal genindspilles eller lignende.


Hvor mange penge får I så, og hvor mange plader skal I udgive ifølge kontrakten?
- Begge dele er en forretningshemmelighed. Men vi skal udsende færre plader end ved normale amerikanske kontrakter, hvor man som regel skal udsende 6-8 album. Vi slipper for at blive stavnsbundet, for hvis vi tegnede en kontrakt om mange album, kunne selskabet jo altid fyre os alligevel.

Jeres selskab siger, jeres kontrakt er større end Raveonettes’, og da denne gruppe tegnede kontrakt med Columbia, hed det sig, at deres kontrakt var større, end da D-A-D signede med Warner i USA i 1989 - og dén kontrakt var på 1 million dollar. Det er altså over det beløb, kan jeg fornemme?
- Det lyder ikke helt forkert, siger Senior, men vil tydeligvis ikke opholde sig meget ved emnet.

Var det USA-hypen omkring Raveonettes, der gjorde selskaberne derovre interesserede?
- Det har nok været lidt ping-pong mellem os og Raveonettes. Vores kontrakt med Universal i Europa var nok medvirkende til interessen om Raveonettes, som så igen har kastet noget tilbage på os. Men vi har også spillet meget i USA sidste år, og har haft en manager, som har arbejdet hårdt derovre.


Flytter I nu til USA?
- Tjah, der er også stor efterspørgsel efter os i Europa, så vi kommer nok til at være en måned hvert sted, men ikke ret meget i Danmark. Alle vil have fat i os lige nu, så det er lige det dér med "Hvem skal nu have ungerne i denne uge?" griner den homoseksuelle sanger, der sammen med Jesper Mortensen alias Junior nu har fået kalenderen endnu mere fyldt med promotionarrangementer - nu også i USA.

ANNONCE