Nyhed

John Peel-rost demoband udgiver debutsingle

Tiger Tunes’ "Foolio" er på rotation på P3 i denne uge og kommer på vinyl

GAFFA.dk skrev for et par måneder siden, at den legendariske engelske radio-DJ John Peel - kendt for sine live-i-studiet-sessions med markante navne som The Cure, Oasis, Happy Mondays m.fl. og med flere millioner lyttere til sit program på BBC Radio 1 - helt ekstraordinært havde spillet et nummer med et dansk demoband, nemlig århusianske Tiger Tunes’ "Trainstations And Harbors And Airports".

Nu udsender Tiger Tunes - der blander garagerock med gamle synths - så deres debutsingle. Det er ganske vist et andet nummer, "Foolio", der netop er udsendt som radiosingle og allerede er kommet i rotation på P3. Singlen er også udkommet på vinyl i 250 eksemplarer med b-siden "Brænder Europas Byer Ned til Grunden" - en sang, der dog ikke er så bastant politisk, som titlen kunne indikere.

"Foolio" kommer dog ikke som cd-single, idet Tiger Tunes og deres selskab, århusianske Bird Hits Plane (kendt for sidste års tredobbelte ep "3P" med upcoming-grupperne Kvæg, Lampshade og Apartment), godt vil holde den lidt "hemmelig". Sangen kan dog også downloades fra Tiger Tunes’ hjemmeside, www.tigertunes.dk. Der er i øvrigt releaseparty på singlen på den århusianske alternative musikklub Transmission på Café Paradis tirsdag d. 13. maj.


Tiger Tunes’ debutalbum udkommer officielt den 8. august i forbindelse med bandets koncert på Skanderborg Festival, hvor der også vil være pladereception for udgivelsen.

Temmelig usædvanligt for et band, der kun er ved at forlade demorækkerne, spiller Tiger Tunes foruden Skanderborg også på de andre store festivaler, Roskilde og Midtfyn, samt til Spot 09-festivalen i Århus 30.-31. maj, hvor en del branchefolk også vil holde øje med bandet.

Tiger Tunes medvirker i øvrigt med en anden sang, "My Manhood", på den cd, Klub GAFFAs medlemmer - takket være et samarbejde med Dansk Rock Samråd (ROSA) - modtager i denne måned i forbindelse med Spot 09-festivalen. På samme cd kan du også høre Håkan Hellström, Kaizers Orchestra, Moi Caprice, Hank, Ugress og The Blue Van. Du kan endnu nå at få cd’en, hvis du melder dig ind - så længe, lager haves. Læs mere på klub.gaffa.dk.



ANNONCE