x

Tilfredse Roskilde

Tilfredse Roskilde

Når årets Roskilde Festival går i gang i dagene 26.-29. juni, er det med en glad Esben Danielsen, talsmand for Roskilde Festival, som går rundt på festivalpladsen:

- Vi synes faktisk, at det er et af de bedre programmer i de sidste år. Hiphoppen, som vi plejer at have lidt problemer med, ser ud til at lykkes i år, og nu er det bare at håbe på, det holder, og ingen aflyser. Selv metalfolket er sjældent glade. Normalt hører vi en masse fra den side af publikummet, men det har vi ikke i år. Med de store rocknavne og de navne, som er kommet med den nye rockbølge, har folk fået en fornemmelse af, at der er rock på festivalen.

- Det gode program skyldes simpelthen, at mulighederne har været rigtig gunstige i år; vi har fået et - synes vi selv - bredt program, hvor der er plads til mange forskellige artister, fra Björk (billedet) til Iron Maiden, Immortal til Filur. Det er markante kunstnere hele vejen rundt i alle genrer. Det er det ikke muligt at lykkes med hvert år, forklarer Danielsen. Og han fortsætter:

- De helt nye navne bliver præsenteret på Campingscenen, som vi introducerede for nogle år siden. Den har publikum på festivalen virkelig taget til sig, scenen er nærmest blevet en institution i sig selv. Og efter at kunstnerne sidste år, for første gang, blev præsenteret i programmet, er Campingscenen blevet en selvfølgelighed på festivalen.

- Det eneste område, hvor vi ikke er helt tilfredse, er den sorte soul-scene. Det er et ret svært område at dække ind. Det er lidt ligesom hip hoppen. Der er så stort et marked i USA, at det er begrænset, hvor meget kunstnerne overhovedet kommer til Europa.

Ud over de store navne, som ikke behøver nogen videre introduktion, har Roskilde også nogle mindre scoops, som det er værd at lægge mærke til. David Holmes har i de seneste år gjort sig bemærket ved at stå bag soundtracks til filmene "Out Of Sight", "Oceans Eleven" og "Analyse That". Bonnie "Prince" Billy har aldrig tidligere givet koncerter på festivaler, da han ikke mener, at festivaler passer til hans musik. Den manio-depressive Daniel Johnston har ikke tidligere være psykisk i stand til at gennemføre en tour, men efter fem års stabilt mentalt helbred forsøger han nu at turnere. Johnstons fans tæller bl.a. Eddie Wedder, David Bowie, Kurt Cobain og produceren på hans seneste plade, Sparklehorses Mark Linkous.

Billetsalget går, ifølge Danielsen, godt 20% hurtigere end sidste år, hvor der blev udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA