Nyhed

Iggy Pop søger inspiration i unge punkbands

Sum 41 og Green Day med på ”Skull Ring”

Først var det nu-punkerne Green Day, og nu er det nu-nu-punkerne Sum 41, der har været i studiet med den originale punker Iggy Pop. Således byder Pops kommende album ”Skull Ring” også på et samarbejde med Sum 41-sangeren Deryk Whibley, der var med til at skrive sangen ”Little Know It All”.

Whibley og Pops samarbejde startede over telefonen, og i en af de første samtaler fortalte Pop, at Sum 41 var et af de eneste nye bands, han lyttede til, og sagde endvidere: “Jeg ved ikke, om du ved det, men jeg plejede selv at lave et par album,” hvortil Whibley svarede: ”Jeg ved godt, hvem du er.” Herefter fortalte Whibley, at han kommer fra Toronto, hvortil Pop svarede: ”Åh, jeg plejede at spille i Toronto, dengang jeg var i et band. Jeg var medlem af et band der hed The Stooges, jeg ved ikke, om du nogensinde har hørt om dem?” - ”Jo jeg har hørt om The Stooges,” svarede Whibley.

Samarbejdet opstod, da Sum 41’s manager og producer Greig Nori blev spurgt, om han ville skrive og producere en sang til det kommende Pop- album. Nori inviterede Whibley med i processen, og de begyndte at arbejde på sangen over telefonen og ved at sende computerfiler til hinanden.


“Vi tænkte, at den bedste ting for Iggy var ikke at få ham til at lyde, som om han sang en Blink 182- eller en Sum 41-sang. Vi gik efter en Social Distortion-lyd (Stones møder Clash-agtigt punkband fra Los Angeles, red.), lidt langsommere, men rigtigt rockende,” forklarer Nori til rollingstone.com.

Demoen uden tekst blev sent til Pop, der elskede sangen. Og for to uger siden drog Sum 41 til Los Angeles for at indspille sangen med Pop. Pop skrev teksten i studiet med Whibley og Nori, i hvad Nori beskrev som en ”virkelig intens kreativ time.”

“Det gik først op for mig, at jeg arbejdede med Iggy, da han sang sangen for første gang. Og så begyndte vi at fnise som små børn. Med det samme jeg hørte stemmen komme igennem højttalerne, tænkte jeg - holy fuck, det er dén stemme. Jo mere jeg hører sangen, jo mere ved jeg, det bliver et hit,” forklarer Nori endvidere.


“Skull Ring” skulle være udkommet i juli, men er ifølge den danske afdeling af Iggy Pops pladeselskab Virgin udsat til 30. september.

Husk, at Iggy Pop kan opleves på Train i Århus den 18. juni ved sit eneste Danmarksbesøg i denne omgang. GAFFA.dk anmelder selvsagt koncerten.

ANNONCE