x

Lars H.U.G. til Grøn Koncert

Lars H.U.G. til Grøn Koncert

Endnu et navn er blevet offentliggjort i rækken af optrædende til dette års Grøn Koncert-turné i juli. Nemlig Lars H.U.G., der i starten af måneden udsendte albummet "Save Me From This Rock’n’Roll", hans første i syv år, og et album, der endnu en gang præsenterer en ny stil fra H.U.G. - denne gang tilbagelænet poprock inspireret af den amerikanske westcoast-scene med navne som Eagles, Doobie Brothers, James Taylor og Fleetwood Mac, tilsat en knivspids country. Læs interview med ham i GAFFAs majudgave.

Tidligere er Suede, Mew og Junior Senior blevet offentliggjort, og Muskelsvindfonden løfter sløret for de sidste tre navne ved et pressemøde på næste tirsdag, d. 27. maj. Her vil GAFFA.dk naturligvis være til stede.

Sidste år præsenterede Grøn Koncert den mindre Grøn Spot-scene med upcoming navne, og den stil fortsætter man i år, hvor bl.a. Mew vil være at finde på Grøn Spot (må vi gætte på, at der bliver rift om pladserne), mens Junior Senior, der sidste år var på Grøn Spot-scenen, i år er rykket op "i de voksnes rækker" på den store scene.

Jacob Haugaard vil - for 14. gang - være konferencier på den store scene, mens Banjos Likørstue som sidste år vil stå for løjerne på Grøn Spot.

Grøn Koncert finder sted i følgende byer:
Esbjerg den 11. juli
Odense den 12. juli
Århus den 13. juli
Blokhus den 17. juli
Børkop den 18. juli
Næstved den 19. juli
København den 20. juli


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA