Nyhed

USA bruger heavy metal ved afhøring af irakiske krigsfanger

Metallicas blandt afhørernes favoritter

Musik kan som bekendt bruges til mange ting. Det er velkendt, at køer giver mere mælk, hvis man spiller afdæmpet klassisk musik for dem, og i en ganske anden afdeling har amerikanske forhørsledere nu fundet ud af, at man kan anvende en blanding af heavy metal og børnesange i forbindelse med afhøring af irakiske krigsfanger.

Krigsfangerne presses til at tale ved at blive udsat for høj og langvarig heavy og børnesange, skriver den australske avis theage.com, der citerer sergent Mark Hadsell for at sige, at fangerne aldrig har hørt heavy metal før, og at den høje, ustoppelige og aggressive musik får dem til at bryde sammen. Blandt afhørernes foretrukne musik er Metallica, og krigsfangerne kan således formodentlig se frem til lidt variation, når Metallicas nye album "St. Anger" er på gaden 9. juni.

Dinah PoKempner fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch siger videre, at der ikke er nogen tvivl om, at langvarig, høj musik falder ind under torturbegrebet. Man kan deraf udlede, at USA således overskrider Genevekonventionen for behandling af krigsfanger.


USA har tidligere anvendt tung rock i kampen mod bl.a. Panamas diktator Noriega, der gemte sig i Vatikanets ambassade i Panama City under urolighederne i landet omkring årsskiftet 1989-90 og bl.a. blev "røget ud" med hjælp fra Van Halen. Der er også blevet spillet heavy ned i afghanske huler under jagten på al-Qaeda-medlemmer.

ANNONCE