Nyhed

The Charlatans udsætter nyt album

Sanger Tim Burgess skal først være færdig med sin solodebut

Selv om The Charlatans allerede har indspillet syv sange til deres næste album, har de valgt at udsætte resten af arbejdet for at give forsanger Tim Burgess friheden til at færdiggøre sit solodebutalbum.

Bandet har i flere måneder været i gang med at indspille opfølgeren til 2001-albummet "Wonderland" i deres Big Mushroom-studie hjemme i England.

"Det går fantastisk godt, det er startet stærkt ud. The Chemical Brothers har allerede mixet sangen "Feel The Pressure", der er øremærket som single," udtaler bassist Martin Blunt til radiostationen Xfm og forsætter: "En anden sang med titlen "Try Again Today" er også en mulig single, selv om der ikke er nogle planer om at udsende én i øjeblikket. Vi har besluttet os for at skrive hen over sommeren, så Tim har mulighed for at udgive sit soloalbum og promovere det, og derefter komme tilbage til os senere på året fuldt fokuseret på The Charlatans. Tims musik lyder godt, men det er meget anderledes i forhold til, hvordan vores næste album kommer til at lyde. Han har ønsket at lave et soloalbum i de seneste par år, og alle os andre ønsker ham al held og lykke".


Både The Charlatans og Tim Burgess solo kan opleves live på de engelske sommerfestivaler.

Hør The Charlatans' udgave af Curtis Mayfields legendariske "We Got To Have Peace" http://www.hope-cd.com; sangen er indspillet til velgørenhedsalbummet "Hope".





ANNONCE