x

Spot 09 i Århus næsten udsolgt

Spot 09 i Århus næsten udsolgt

Der er nu meget tæt på udsolgt til den kommende weekends Spot 09-festival i Århus med ny nordisk rock arrangeret af Dansk Rock Samråd (ROSA). Tilbage til festivalen, der gæstes af bl.a. Kaizers Orchestra, Carpark North, Kashmir, Swan Lee, Sort Sol, Marie Frank og Hakan Hellström 30.-31. maj, er kun enkelte endagsbilletter, som kun kan købes på Billetnet.

Desuden er der stadig ledige billetter til ROSA "tyvstarts"-arrangementer torsdag aften forskellige steder i Århus. Det drejer sig dels om koncerten i Musikhuset med den usædvanlige duo Steffen Brandt & Tina Dickow, de svenske musikalske humorister Oscar Danielson og Daniel Bingert og Under Byen. Sidstnævnte bliver præsenteret af Rolling Stone-journalisten David Fricke, der besøgte Spot sidste år og bl.a. blev begejstret for The Raveonettes og siden udbredte sin glæde i USA, hvilket var med til at bane vej for bandets amerikanske pladekontrakt. Også Under Byen, som Fricke ligeledes så på Spot 08, har fået pæne ord fra Fricke på Rolling Stones’ hjemmeside, hvilket også har medført øget udenlandsk opmærksomhed mod Under Byen, selv om gruppens tekster er på dansk.

Har man smag for tysk rock kan man samtidig på VoxHall opleve germanerne Tocotronic, Slut og TigerBeat, som spiller som led i initiativet Skand-All, hvor danske bands bliver præsenteret i Tyskland - og nu også omvendt.

Endelig kan man hele torsdag i Ridehuset opleve "Dokken02"-eksperimentariet, hvor man kan høre resultatet af fire dages workshop, hvor ca. 100 musikere, skuespillere og dansere er blevet sat sammen. Efter planen kan man bl.a. opleve sangskrivere, der møder DJs og elektroniske musikere, samt et symfoniorkester spille free-jazz.

Der er forsalg til koncerten i Musikhuset på Billetnet og i Musikhuset. Billetter til den tyske rock på VoxHall kan købes på Billetnet og Ebillet, og billetter til Dokken02 kan købes ved indgangen. Til sidstnævnte arrangement er der gratis adgang for folk med todages billet til Spot 09.

Der er desuden kommet visse ændringer i Spot 09-programmet. Bla. er koncerterne med Kashmir, Kaizers Orchestra og Moi Caprice rykket frem og Apparat Organ Quartet udskudt, Last Days Of April har aflyst og er blevet erstattet af Glorybox, og paneldebatten "Is The Album Dead?" lørdag er blevet udvidet med den amerikanske sanger og sangskriver Neill C. Furio. Furio har bl.a. arbejdet sammen med Marie Frank, også på hendes nye minialbum "Swimmingly". Se detaljer på www.spot09.dk.

GAFFA.dk vil i øvrigt i stor stil anmelde koncerterne på Spot 09.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA