Jakob Eriksen talte med Rolling Stone-redaktøren David Fricke om, hvorfor både Raveonettes og Under Byen vakte hans begejstring under sidste års Spot-festival.
Det er nu et år siden, Rolling Stone-redaktøren David Fricke besøgte Spot-festivalen, hvor han havde to helt store oplevelser. Den ene var The Raveonettes (billedet), der senere endte på forsiden af Rolling Stone- tillægget om de ti orkestre, man kunne forvendte mest fra i det nye år. Dette resulterede bl.a. i en kæmpe pladekontrakt med Columbia Records.
Raveonettes så Fricke på anbefaling fra DR's Jan Sneum, og han faldt for såvel deres lyd som deres look. Fricke var vild med deres massive brug af distortion og deres referencer til klassisk rock, fra Buddy Holly til The Ronettes, han elskede spillet mellem Sune Wagner og Sharin Foo, Sunes forkærlighed for beatpoesi og hans Jack Kerouac-tatovering. Et væld af amerikanske referencer filtreret gennem et orkester, der bare ikke kunne være amerikansk. Fricke så en parallel i udviklingen inden for Hispanic Rock, hvor orkestre som Cafe de Cuba og Jaguares tager inspirationen fra Led Zeppelin og Beastie Boys og smider det tilbage i hovedet på amerikanerne i en anderledes og vanvittig vital stil. Cafe de Cuba regnede Fricke som sit øjeblikkelige yndlingsorkester, måske undtaget Sonic Youth.
Frickes anden åbenbaring var århusianske Under Byen, som han kom til at se ved et tilfælde, da han gik igennem musikhusets foyer mellem to koncerter, netop som Under Byen spillede der. Fricke standsede op og kunne lide, hvad han hørte. Faktisk var han så begejstret, at Under Byen- koncerten havnede på hans top ti over årets største oplevelser. Et orkester, som han straks oplevede som noget helt nyt, og selvom triphop, Sigur Rós og Björk først faldt ham ind, forekom Under Byen bare mere og mere unikke, jo mere han lyttede. Da han senere skulle beskrive Under Byen i Rolling Stone, kom han på en virkelig opgave, for hvordan beskriver man noget helt nyt, hvor ingen referencer rigtigt dækker?
Foredrag: One year later: How could The Raveonettes happen?, Radisson SAS, fredag