x

Scott Weiland officielt ude af Stone Temple Pilots

Scott Weiland officielt ude af Stone Temple Pilots

GAFFA.dk har tidligere omtalt, at Stone Temple Pilots-vokalisten Scott Weiland var på tale som sanger i et endnu unavngivet band bestående af de tidligere Guns N’Roses-medlemmer Slash (guitar), Duff McKagan (bas) og Matt Sorum (trommer) - samt Dave Kushner (guitar). Dette er nu blevet bekræftet af en talskvinde for bandet, Arlette Vereeke. "Han er kun med os - ikke med Stone Temple Pilots," siger hun til undercover.com.au. og understreger videre, at bandet endnu ikke har noget officielt navn, selv om navne som The Project og Reloaded har været nævnt i pressen.

Bandets første udgivelse bliver, som ligeledes tidligere nævnt på GAFFA.dk, sangen "Set Me Free" på soundtracket til den kommende filmatisering af tegneserien The Hulk. Det bliver i øvrigt soundtrackets eneste "rigtige" sang, idet den øvrige musik er instrumentale kompositioner af filmkomponisten Danny Elfman.

Bandets debutalbum ventes ude i starten af 2004. Og skulle man i et kort øjeblik synes, at konstellationen virker som "yesterday’s news" i musikalsk sammenhæng, så bør man lige minde sig selv om f.eks. Audioslave, der ligeledes var sammensat af sangeren fra ét band, der havde toppet kommercielt (Soundgarden) og musikerne fra et andet i samme situation (Rage Against The Machine, ja, førstnævnte var endda officielt opløst) - og det er jo gået meget godt for dem.

Scott Weiland blev i øvrigt for nylig arresteret, da politet havde fundet stoffer i hans bil, og det var langtfra første gang, den skæbne overgik ham, ejheller første gang i narko-regi. Han er nu løsladt mod kaution.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA