x

Soundcheck - sidste trykte udgave

Soundcheck - sidste trykte udgave

Soundcheck udkom første gang i maj 1995, som indstik i Musikmagasinet GAFFA. Selvstændigheden tog form, da det glittede købeblad som vi kender i dag blev lanceret i august 1997.

Med solid support fra GAFFA og abonnenter fra bladet Midimag, som samtidig lukkede, fik Soundcheck en god start. Redaktør René Munk Thalund og resten af den redaktionelle stab på Soundcheck har igennem de sidste 3-4 år formået at skabe et seriøst, kritisk og højt respekteret medie, som er uden dansk sidestykke og vellidt i en stor kreds af unge musikere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vilkårene for specialmagasiner er ringe i et lille sprogområde som Danmark. Med Regeringens fjernelse af portostøtten pr. 1. april 2000 er omkostningerne vokset betragteligt.

For Soundcheck er indtægterne fra annoncering faldet i takt med “grejbranchens” nedgang og dermed er Soundcheck tvunget til at se sig om efter alternative omkostningslette distributionsformer.

Et forsøg med distribution i samarbejde med Fajabefa kuldsejlede efter Posttilsynets afvisning af modellen, hvor Soundcheck og Fajabefas medlemsblad LineOut udkom i ét tryk men med to udgivere.

En voksende interesse for Soundcheck på Internettet og nye tekniske faciliteter har givet næring til idéen om en ren elektronisk udgave af mediet.

Internet-sitet Soundcheck.dk har været under udvikling i det meste af år 2000. I dag består indholdet af dagligt opdaterede grejnyheder, debatforums, brugtmarked og musikerkontakt. Når Soundcheck efter 5. april 2001 ikke længere kan publiceres på papir, flytter redaktionen og store dele af indholdet ind på Netmagasinet Soundcheck.dk. Samtidig gøres f.eks. udstyrsanmeldelser, fra alle tidligere udgaver af Soundcheck tilgængelige på sitet, som dermed får en enestående base af søgbart redaktionelt indhold.

Netmagasinet Soundcheck.dk vil fortsat teste udstyr, udbrede viden om faget og publicere grejnyheder, blot er stoffet nu gratis tilgængeligt for alle danske musikere med en internetopkobling.

Vi forventer at være det mest besøgte danske internetsite for musikere. Trafikken skal bl.a. øges via et tættere samarbejde med GAFFA Online, som i dag har mere end 40.000 unikke brugere og 600.000 sidevisninger pr. måned. En større reklamekampagne i magasiner og andre onlinemedier, skal ligeledes være med til at drive trafik ind på sitet.

Soundcheck har indgået en aftale med Fajabefa om fast levering af grejstof til medlemsbladet LineOut. Soundcheck/GAFFA vil desuden varetage alt annoncesalg til LineOut.LineOut udkommer fremover i samme format og papirkvalitet som Soundcheck i et oplag på ca. 7.000 eksemplarer. Abonnenter fra Soundcheck vil desuden blive tilbudt abonnement på LineOut i resten af deres abonnementsperiode.

Soundcheck

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA