Nyhed

Ny ep fra Junior Senior

"Boys Meets Girl" ude nu med masser af videomateriale

Junior Senior har mildt sagt haft stor succes med deres debutsingle "Move Your Feet", der har været et radio- og singlehit i store dele af Europa. De er nu klar med opfølgeren i Danmark, "Boy Meets Girl".

"Boy Meets Girl" kommer som en ep, der foruden titelnummeret (der ligesom "Move Your Feet" stammer fra sidste års debutalbum "D-d-don’t Don’t Stop The Beat") indeholder remixes af tre af sangene fra "D-d-don’t Don’t Stop The Beat". Nemlig "Rhythm Bandits", "Just Shake It, Brother" og "Shake Your Coconuts" - de to sidstnævnte omdøbt til hvv. "Shake Me Baby" og "Cocodub" - samt en liveversion af "Move Your Feet".

Desuden indeholder ep’en en række videoer. Såvel til titelnummeret (denne video kommer kun ud i Danmark) som den stærkt underholdende primitivt animerede video til "Move Your Feet". Og søreme, om man ikke også kan se tre numre live, "Dynamite", "Chicks And Dicks" og "Good Girl, Bad Boy", optaget på Stengade 30 i København. Endelig indeholder videosiden optagelser fra indspilningen af Junior Senior-albummet i Thomas Troelsens (Superheroes) studie Delta Lab.


"Boy Meets Girl"-ep’en er ude nu, men altså kun i Danmark. Til gengæld gør Junior Senior klar til at indtage USA, hvor de - som tidligere nævnt på GAFFA.dk - har tegnet en rekordstor kontrakt med Atlantic/Warner, der snart udsender "Move Your Feet" som forløber for albummet, som kommer i august. 3. august kan man i øvrigt opleve Junior Senior ved en koncert i Central Park i New York.

ANNONCE