Nyhed

Dave Grohl udtaler sig om nyt sideprojekt

Probot udsender debutalbum fyldt med gæstestjerner

Den altid produktive Dave Grohl lancerer snart sit nye band Probot, der har arbejdet tre år på sit debutudspil. Grohl har beskrevet albummet som en heavy metel-version af Santanas "Supernatural", idet al vokalarbejdet udføres af gæstestjerner.

"Efter at have indspillet lidt af det, forslog en af mine venner mig at få forskellige sangere til at synge de forskellige sange. Så jeg valgte alle mine yndlingssangere fra én specifik genre – undergrundsmetal fra 1983 til 1989", forklarer Grohl til MTV.

Grohl, Zwan-guitaristen Matt Sweeney og Foo Fighters-produceren Adam Kasper danner grundstammen i Probot, og navne som Lemmy fra Motörhead, danske King Diamond, Tom Araya fra Slayer, Lee Dorrian fra Napalm Death, Cronos fra Venom, Mike Dean fra Corrosion Of Conformity og Snake fra Voivod leverer vokal til sangene.


"Der er en slags mennesker, der vil kunne lide Probot-albummet, men den slags mennesker er der ikke mange af. Men albummet er ikke lavet for at tjene penge," udtaler Grohl om forventningerne til albummet, der forventes ude i august.





ANNONCE