Nyhed

Få en Top Fem fra Peter Sommer

GAFFA.dk vil fremover bede aktuelle kunstnere om at give os deres fem favoritter lige nu

Hvis du allerede har fundet artikelsektionen på det nye GAFFA-site, så vil du vide, at myntete, Ian Brown og automatgear står højt på den danske sangskriver Peter Sommers Top Fem lige nu. I et mini-interview røber han blandt andet også, at han mod forventning har fået lyst til at skrive nogle flere tekster efter at have hørt noget af Simon Kvamms materiale, der i løbet af det næste år eller halvanden skal blive til den nye Nephew-plade.

I forbindelse med relanceringen af GAFFA.dk har vi nemlig startet en ny serie af eksklusive mini-interviews med kunstnere, der er aktuelle på den danske musikscene på den ene eller anden måde. De sammensætter deres fem favoritter på tværs af gode klassiske plader, bøger, film, oplevelser, personer - alt mellem himmel og jord, der har betydning for dem personligt eller deres musik.

Du kan for eksempel glæde dig til at læse vores interview med ynglingene fra Kiss Kiss Kiss, hvor to gange Mads – forsanger Mads Koch og leadguitarist Mads Kristian Frøslev – giver deres bud på en Top Fem. Og så har vi også et interview med The Blue Vans forsanger Steffen Westmark på vej.


I den første artikel i vores Top Fem-serie kommer Peter Sommer med sine favoritter, og artiklen ligger allerede online.

ANNONCE