Nyhed

Roskilde: Vi bliver klar til torsdag

På torsdag kan gæve festivalgæster atter smide sig i madresterne foran Orange Scene. Selvom det orange ikon med sine 23 år på bagen er en garvet festivalrotte, er opsætningen stadig et stort og krævende arbejde

Inden Baby Woodrose på torsdag kl.18.00 åbner Orange Scene er der lige et par pløkker, der skal bankes i, et par lamper, der skal rigges til, og nogle lydniveauer, der skal justeres, og det er lidt svært at forestille sig, at de store rockstjerner snart vil vrikke rundt på den 22 meter lange scene, badet i spotlights og jubel fra tusindvis af gæster.
Det såkaldte telthold ankom allerede for 14 dage siden, og takket være dem er det nu lysteknikerne, der har indtaget den 22 meter lange scene, som er forvandlet til et alternativt bud på en klatrevæg, hvor hjelmklædte teknikere iført professionelt klatreudstyr myldrer ind og ud mellem hinanden i et organiseret forsøg på at blive færdig med at montere lys, trække kabler og opsætte stilladser, inden festivalen åbner.
- Vi skal helst være klar med det hele onsdag formiddag og allersenest
kl. 18.00. Da kommer Metallicas tekniske crew for at sætte deres udstyr op. Men det skal vi også nok nå, fortæller øverstekoordinator bag Orange Scene, Jacob Olesen.

Med Rolling Stones på turné
Det er første gang, Jacob Olesen har haft det store ansvar for begivenhederne omkring det Canopy-formede telt, og fra sin skurvogn bag scenen koordinerer han de 500 frivillige og professionelle medarbejdere, der arbejder med og bag Orange Scene.
- Vi har hele tiden været halvanden dag forud, men på grund af kraftig blæst har der været store problemer med opsætningen af Roskilde Arena, så dér har vi trådt til og hjulpet, og nu skal der knokles for at holde tidsplanen. Det er et stort ansvar at have, men jeg har kun været nervøs, indtil vi for alvor kom i gang. For jeg kunne med det samme se, at alt gik efter planen, og at der samtidig var en rigtig god stemning crewet imellem.
- Jeg gætter på, at jeg kommer til at knibe en tåre, når det første band går i luften, og missionen med opsætningen er lykkedes, tilføjer han.
Orange Scene har mange år på bagen og har eksisteret siden 1978. Den originale scene har været med Rolling Stones på turné, men i dag er klenodiet ersattet af et nyt og større telt.

Historien er hentet fra Roskilde Daily, tirsdag
Se hele avisen her (4.4 MB pdf)


ANNONCE