Nyhed

Marvins Revolt udkommer i UK og Japan

Københavnerne, som har turneret kraftigt i udlandet, udsender også ”Killec” på vinyl herhjemme

Det københavnske mathpop-band Marvins Revolt har netop signet en engelsk deal med det nystartede indieselskab The Richter Collective, der i november udsender bandets anden plade ”Killec” i hele Storbritannien. The Richter Collective huser udover Marvins Revolt også bands som Adebisi Shank, Cats & Cats & Cats og Enemies, som er bands, der ligeledes repræsenterer den mere eksperimenterende del af indierocken.

I november udkommer ”Killec” desuden i Japan gennem Parabolica Records, et pladeselskab startet af mathrock-bandet Lite. Udgivelsen bliver bakket op af en japansk turné i februar.

Marvins Revolt udgav i september 2007 det omtalte album i Irland, hvor det modtog fine roser i pressen. Siden er fulgt over 50 koncerter rundt omkring i Europa. I Danmark har albummet indtil videre kun været til salg til bandets liveshows og via deres MySpace-side.

Bandet har siden 2007 turneret massivt på de britiske øer. Senest på en turné i april i år, hvor de headlinede 21 shows, blandt andet sammen med bands som Adebisi Shank og We Are Knives. Bandet skabte med disse shows en hype omkring deres navn, som har medført airplay på BBC i England og Nordirland.

Fra 18. oktober vil ”Killec” også være tilgængelig på vinyl i Danmark og i resten af Europa. Samme dag kan bandet opleves live på Lades Kælder sammen med amerikanske 31 Knots og Bellafea.

Billetter til denne koncert kan købes på GAFFA Billet.

ANNONCE