Nyhed

Eurosonic Torsdag: Tre træffere og én smutter

Carpark North skuffede på den ellers succesfulde danske showcase.

Billede: Martin Dam Kristensen

I aftes kl. 22 var der kø ned ad trappen og helt ud på gaden foran Muziekschool i Groningen, Holland. Musikskolen er et af et af de 18 spillesteder på Eurosonic-festivallen, og indenfor spillede danske Kitty Wu for fulde huse.

Eurosonics publikum er en blanding af musikbranche og den lokale ungdom, og d'herrer på scenen havde fat i dem alle. Lyden var glimrende, og navnlig Allan Schønebergs guitararbejde tiltrak sig positiv opmærksomhed.


Næste på programmet var Under Byen. GAFFA.dk's udsendte har kunnet fornemme et buzz omkring denne koncert (mens dette skrives genlyder "Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen" ud over hele konferencecentret). Alligevel kunne man frygte, at gruppens dansksprogede fortættede sprødhed ville overrumple et uforberedt publikum. En helt ubegrundet bekymring, skulle det vise sig, og også denne koncert gav anledning til kødannelser.

Uden kontakt
Aftenens akilleshæl var koncerten med Carpark North, som måske er blevet lidt for tilvænnet til festivaljobs foran dedikerede tilhængere.
– Lydniveauet var alt for højt fra begyndelsen, og bandet havde ingen kontakt til publikum, fortæller en af de fremmødte til GAFFA.dk.
Et par numre faldt decideret fra hinanden for det uheldige band, og vi må ønske bedre held næste gang.

Aftenen sluttede med en solid gang rock'n'roll fra Baby Woodrose. De beviste, at de i dén grad fortjente den P3-pris, som de høstede for en måned siden, og som rosinen i pølsenden kunne Baby W. indfri publikums ønske om ekstranummer, som de sympatisk valgte at dedikere til – Carpark North.


Danish Acts @ Eurosonic
Den danske aften på Eurosonic er programlagt af Danmarks Radio i samarbejde med ROSA (som står bag Spot-festivalen mv.). Koncerterne blev optaget af P3 Live med henblik på senere udsendelse.

Ud over de fire navne har Eurosonic af egen drift booket yderligere tre danske navne, nemlig Tim Christensen, Teitur og Wynona, som alle spiller fredag aften

ANNONCE