x

Nyt The Prodigy-album til sommer

Nyt The Prodigy-album til sommer

The Prodigy frontmanden Liam Howlett fortæller i et nyt interview med Nekozine.co.uk, at 2004 bliver året, hvor bandet omsider udsender deres fjerde album, der bliver opfølgeren til ”The Fat Of The Land” fra 1997.

”Det er rent faktisk tæt på at være færdigt,” forklarer Howlett og beskriver de nye sange som værende sexede, punkede i attituden, mere elektroniske og spartanske.

Howlett løfter sløret for følgende sangtitler: ”Sandstorm”, ”The Way It Is”, ”Lovebuzz”, ”Girls”, ”Who You're Fooling”, ”Action”, ”Slang Technology”, ”No Souvenirs” med 3D fra Massive Attack, ”Wake Up” med Kool Keith og ”The Gun”. Og forklarer: “Det er de ti sange, vi mere eller mindre har færdige, og der er seks andre, vi arbejder på. Så albummet ender op med at have cirka 12 sange, plus b-sider”.

Til spørgsmålet om, hvornår albummet endelig ser dagens lys, svarer Howlett: ”Planene er, at albummet udkommer i juni eller juli måned i år. Og det kommer sateme denne gang, det er ingen joke.”

Helt tilbage i slutningen af 2002 var der første gang tale om, at albummet ”Always Outnumbered, Never Outgunned” skulle udkomme, så selvom Howlett udtrykker, at det denne gang skulle være ganske vist, så er det nok klogest forsat at væbne sig med samme tålmodighed, som Guns N’ Roses’ fans bærer.

I øvrigt kan det nævnes, at The Prodigys Keith Flint efter planen udsender albummet ”Device 1” den 1. marts i år under navnet Flint. Det album har dog også været udsat for en del forsinkelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA