x

Rolling Stones-guitarist udstiller kunst i København

Rolling Stones-guitarist udstiller kunst i København

Ronnie Wood er ikke kun guitarist i det ikke helt ukendte rockorkester Rolling Stones. Han har også en betydelig karriere som kunstmaler, og hans værker kan nu - for første gang i Danmark - ses i Galleri Veggerby i København fra d. 13. juli, i øvrigt samme dag, Rolling Stones giver koncert i Parken. Wood åbner selv udstillingen ved ferniseringen dagen før, men dér er der altså kun adgang for indbudte gæster. Udstillingen kører frem til og med 2. august under titlen "Ronnie Wood Art Show".

Woods speciale er kraftfulde portrætter af musikerkolleger som Ray Charles, Chuck Berry, Eric Clapton, Bob Dylan eller selvportrætter som det her viste, hvor han ses i selskab med sin Stones-kollega Keith Richards.

Ronnie Wood studerede inden sin musikalske karriere kunst på Ealing College Of Art i London, men begyndte først rigtigt at dyrke kunsten i starten af 80’erne. Siden har han udstillet i store dele af verden.

At rockmusikere gør sig i billedkunst, er ikke nogen nyhed. F.eks. kan vi nævne navne som Bob Dylan, John Lennon, Marilyn Manson, David Bowie, John Mellencamp, Lars H.U.G. og Knud Odde (eks-Sort Sol), der alle er kendt for billedkunstneriske udfoldelser.

Bag Gallery Veggerby står i øvrigt bl.a. den tidligere professionelle cykelrytter Jens Veggerby.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA