x

Sort Sol-soundtrack ude 4. august

Sort Sol-soundtrack ude 4. august

Som GAFFA.dk skrev allerede i december sidste år, har Sort Sol lavet musik til Linda Wendels film "Baby", der får premiere fredag d. 8. august og er baseret på Kirsten Thorups ungdomsroman af samme titel fra 1973. Nu er der sat en udgivelsesdato for albummet, der kommer fire dage før filmen, altså mandag d. 4. august.

Albummet indeholder to nye numre, "Lost But Always Found" og "Restless Yellow Night", ca. 25 minutters underlægningsmusik og sangene "I’ll Take Care Of You" og "It’s Gonna Rain" fra Sort Sols seneste studiealbum "Snakecharmer" fra 2001.

Sort Sol kan i aften kl. 19 opleves på Midtfyns Festival og 9. august på Skanderborg Festival, så dér kan man måske få et indtryk af de nye sange. Bandet har i hvert fald tidligere spillet "Lost But Always Found" live.

Sort Sol har før haft musik med i film. Ole Bornedal brugte fire numre fra "Glamourpuss"-albummet - "Dog Star Man", "Popcorn", "Let Your Fingers Do The Walking" og "Shaheeba Bay" – i "Nattevagten", der kom i starten af ’94, kort tid efter udgivelsen af "Glamourpuss", og filmen og musikken syntes dengang at berige hinanden popularitetsmæssigt.

Linda Wendel er i øvrigt især kendt for børne- og ungdomsfilm som "Da Lotte Blev Usynlig", "Viktor & Viktoria" og "Ballerup Boulevard".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA