x

Barry White er gået bort

Barry White er gået bort

Den legendariske soulsanger og kvindebedårer Barry White døde i går fredag, grundet vedvarende nyreproblemer, udtaler manager Ned Shankman.

Tidligere på året udsendte Whites pladeselskab Def Jam en pressemeddelelse, hvori der blev gjort opmærksom på sangerens svigtende helbred på grund af længerevarende problemer med et forhøjet blodtryk: "Han er startet med en omgang vedligeholdende dialyseterapi. Og når det er stabiliseret, er han i køen til en nyretransplantation." I maj måned i år løb White ind i et hjerteanfald, og selvom datteren Shaherah White ikke frygtede for faderen, nåede han aldrig at komme sig hundrede procent.

Barry Eugene Carter kom til verden den 12. september 1944 i Galveston i Texas. Den unge Barry tilbragte sin barndom i det sydlige Los Angeles, hvor han boede med sin mor og sin yngre bror Darryl. De tidlige teenageår blev brugt på at synge i et baptistkirkekor.

Om den dag, stemmen gik i overgang, forklarede White: "Det forskrækkede mig og min mor meget, da jeg vågnede op den dag. Det var virkeligt uventet. Min brystkasse rystede. Min mor gloede på mig og jeg gloede på hende. Kort efter bredte der sig et stort smil på min mors ansigt, og tårer trillede ned af hendes kinder, og hun sagde: "Min søn er en mand nu".

Efter en kort indspilningskarriere med soulgruppen Upfronts, trak White sig tilbage for at skrive sange og producere. I 1972 udkom den White-producerede og millionsælgende single "Walkin' In The Rain With The One I Love" med den kvindelige trio Love Unlimited. Med i Love Unlimited var Whites kommende anden kone James. White havde fra et tidligere ægteskab, der endte i 1969, fire børn og nåede også at få fire med James.

I 1973 var White klar til at udgive musik i eget navn; singlen hed "I'm Gonna Love You Just A Little More, Baby", og den gik direkte ind på førstepladsen og tredjepladsen på henholdsvis R&B-hitlisten og pop-hitlisten.

Året efter udkom albummet "Can't Get Enough" der gik direkte ind på førstepladsen på albumhitlisten, takket være signaturhits som "You're The First, The Last, My Everything" og "Can't Get Enough Of Your Love, Babe".

I 1983 blev Barrys bror Darryl skudt i en nabostrid over 20 dollars. I sin selvbiografi "Love Unlimited: Insights On Life And Love" fra 1999 skrev White, at musikken sparede ham fra samme triste skæbne.

Op igennem 70'erne, 80'erne og 90'erne udsendte White utallige disco- og soulperler, der den dag i dag er blandt de dyreste sange at sample fra på grund af den høje kvalitet i produceringen og det urørlige faktum, at kvinder elsker Whites musik.

I 1999 udkom Whites sidste regulære studiealbum "Staying Power", der vandt ham to amerikanske Grammyer og fik Whites samlede albumsalg op på over 100 millioner eksemplarer. Og selvom White hverken kunne skrive eller læse musik, høstede han 106 guldalbum og 41 platinalbum samt 20 guldsingler og 10 platinsingler i den glorværdige karriere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA