Nyhed

Filter og P.O.D melder afbud til DK-koncert

De amerikanske grupper Filter og P.O.D aflyser deres dobbeltkoncert den 31. januar

Uvist af hvilke grunde må de to alternative bands nu melde afbud til deres bebudede koncert i Amager Bio den 31. januar.

Købte billetter kan returneres ved Billetnets salgssteder fra dags dato til senest den 1. februar 2009.

P.O.D, Payable On Death, debuterede i 1994 med "Snuff The Punk". De spiller nu-metal med reggae-elementer, kraftigt influeret af deres kristne tro. Deres syvende album "When Angels & Serpents Dance" udkom i april i år.


Filter har eksisteret siden 1993 og har udgivet flere plader, hvor den sidste "Anthem For The Damned" udkom i maj dette år. De erfarne industrial-rockere med Richard Patrick i spidsen har øjensynligt problemer med at gennemføre koncerter i Danmark. Sidste gang, de forsøgte at møde det danske publikum, måtte koncerten aflyses samme aften på grund af Patricks manglende evne til at holde sig oprejst.

Som sagt vides ikke, hvad afbuddet skyldes denne gang, men til gengæld har publikum bedre tid til at træffe andre aftaler den 31. januar.

ANNONCE