x

Store planer for Popkomm 2004-musikmessen

Store planer for Popkomm 2004-musikmessen

Den tyske musikmesse Popkomm er Europas største af slagsen, og som et bevis på sin størrelse havde messen inviteret journalister fra hele Europa, heriblandt GAFFA, til pressekonference i Berlin, hvor man løftede sløret for næste års messe, der finder sted i Berlin 29. september-1. oktober.

Messen kan minde lidt om Spot-festivalen, men er mere brancheorienteret. Der er ganske vist masser af koncerter, men ellers er messen mest møntet på branchefolk, der her får mulighed for at komme hinanden ved og indgå aftaler – både musikere, pladeselskaber, koncertarrangører, hardware-producenter og mange flere.

Messen bliver afholdt for 16. gang og er fra og med næste år flyttet til den tyske hovedstad, hvor den alle de tidligere år ellers har været afholdt i Köln. – De meste af den tyske musikbranche har jo hjemme i Berlin, fortalte Popkomm-chef Dr. Christian Göke, mens en af de øvrige oplægsholdere, Gerd Gebhardt, formand for sammenslutningen af de tyske pladeselskaber, supplerede med at oplyse, at Berlin jo også har haft indflydelse på den internationale musikscene med den såkaldte "Neue Deutsche Welle", bølgen af tyske navne, der brød igennem i strømmen af punk og –postpunk, såsom DAF, Ideal, Einstürzende Neubauten og senere mere poppede navne som Nena. Vi kan tilføje byens betydning for f.eks. David Bowies Berlin-trilogi "Low", "Heroes" og "Lodger" (1977-79) og U2’s "Achtung Baby" (1991).

Normalt finder Popkomm sted i august, men messen er nu flyttet til slutningen af september, fordi det er den måned, der udkommer flest musikudgivelser. – Det er jo godt at være midt i en hektisk aktivitet, som Dr. Göke sagde.

Som en nyskabelse vil Popkomm hvert år have et specielt samarbejde med et udvalgt partnerland. Første land bliver Frankrig, som også havde sendt en (naturligvis fransktalende) repræsentant til messen, Jean-François Michel, chef for det franske musikeksport-kontor. Michel udtrykte stor begejstring for samarbejdet, bl.a. fordi Tyskland er det enkeltland, der aftager mest af den franske musikeksport, nemlig 15-20 procent af denne.

Inden pressekonferencen gav det tyske upcoming band Mia en halv times koncert. Musikken var energisk pop-rock med en anelse elektronik, ikke helt ulig NU, og som disse har bandet en blondine i front og en del ud af deres visuelle udtryk. Sangerinden Meize var klædt helt i skrigende gult og bandlemmerne helt i rødt. Bestemt hæderlig musik, på et nummer endda med valdhorn! Men da gruppens tekster primært er på deres modersmål, er det indtil videre nok begrænset, hvad vi kommer til at høre til dem på disse kanter.

På dette års messe deltog fra Danmark Kashmir, Junior Senior, Learning From Las Vegas, Furillo og The Movement. Da messen endnu er i sin vorden, er ingen af næste års optrædende fra nogen lande endnu offentliggjort.

Læs mere på http://www.popkomm.de og http://www.miarockt.de


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA