x

Pretenders-sangerinde arresteret i Paris

Pretenders-sangerinde arresteret i Paris

Den altid politisk aktive Chrissie Hynde fra The Pretenders var i går deltager under en demonstration mod fastfood-kæden Kentucky Fried Chicken i den franske hovedstad. Blandt demonstranterne var også dyrerettighedsorganisationen PETA (People For The Ethical Treatment Of Animals), som Hynde tidligere har arbejdet sammen med.

Demonstranterne protesterede mod, hvad de kalder en inhuman slagtemetode af kyllingerne, der bruges af restauranten, hvilket de gav udtryk for ved at spærre gaden foran restauranten og kaste rød maling på den.

"Protesten stopper ikke her. Selvom jeg skriger i to timer nu, kan jeg love, at jeg stadig har en stemme til koncerten," udtalte Hynde, der samme aften skulle spille med Pretenders.

De mange demonstranter blev anholdt af politiet, der bragte dem til en nærliggende politistation, hvor de dog straks blev løsladt igen.

"I Frankrig eksisterer der en meget sund protestscene, og det er meget normalt for folk at gå på gaden for at lufte deres klager. Vi blev ført til en politistation, udfyldte nogle papirer og betalte en bøde. Det var det," forklarer Hynde rosende om det franske retssystem.

Chrissie Hynde med Pretenders kan opleves med eller uden rød maling på Train i Århus den 27. juli og dagen efter i Vega i København. GAFFA.dk anmelder naturligvis den første koncert.

Billetter til Train-koncerten kan købes via www.train.dk og Billetnet, og billetter til Vega-koncerten kan købes via www.billetmaskinen.dk, på telefon 70110130 eller i alle landets TDC-butikker.

Se mere om PETA’s arbejde her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA