Nyhed

Bon Jovi til Live Earth

Bandet skal optræde sammen med Will.I.Am i Indien til den anden udgave af Live Earth

I 2007 stod den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore bag koncerten Live Earth, der skulle skabe opmærksomhed omkring verdens klimaproblemer. Det betød, at man 7. juli 2007 ni forskellige steder i verden kunne deltage i en Live Earth-koncert, hvor mere end 150 navne optrådte til en begivenhed, der blev vist på tv verden over.

Successen gentages i år, men denne gang på en noget mindre skala. I følge BBC News afvikles der nemlig denne gang kun en enkelt koncert med navnet Live Earth India 2008 7. december, hvor det indtil videre er blevet bekræftet, at Bon Jovi og Will.I.Am skal optræde. Derudover vil man også kunne opleve Bollywood-skuespillerinden Aishwarya Rai Bachchan samt Al Gore.

I følge den indiske webside Movie Blog er også Madonna, Kanye West og Mariah Carey på programmet, og websiden After HRS skriver, at man også skal forvente at se Roger Waters til samme arrangement.


Formålet med koncerten er at samle penge ind til Climate Project India til deres uddannelsesprogram samt vedvarende energiprojekter. Der vil også gå penge til TERI's Light A Billion Lives-kampagnen, der leverer solenergi til huse på landet uden strøm.

ANNONCE