x

"Stan" får en efterfølger

"Stan" får en efterfølger

Eminem er på vej med sit sjette album, der får titlen "Relapse" og ventes ude engang i begyndelsen af 2009. Nu kan MTV fortælle, at albummet blandt andet byder på en sang, som tekstmæssigt bliver en direkte efterfølger til Eminems store år 2000-hit "Stan" om den fanatiske fan af samme navn. Det afslører produceren Swizz Beatz, der har fem sange i spil til at komme med på albummet, der bliver Eminems første siden 2004's "Encore" og hans efterfølgende lange pause fra både turnéliv og pladeproduktion.

Swizz Beatz, der i virkeligheden har navnet Kasseem Dean, siger: "I kan godt huske, hvordan "Stan" var det store hit. Så jeg arbejdede på en del to, og jeg synes, at den var fuldstændig genial."

Som bekendt ender sangen "Stan" med, at den fanatiske Eminem-fan Stan i stærkt beruset tilstand kører ud over en bro sammen med sin gravide kæreste, og man skulle derfor tro, at det kunne være lidt svært for Eninem at lave en efterfølger. Men det kan jo være, at den gode Stan ikke er helt død alligevel...

Swizz Beatz fortæller desuden, at det nye album bliver et stærkt comeback for rapperen: "Det er den Eminem, du savnede, som du elskede, som du har brug for, ikke mindst lige nu i musikbranchen, og som er på vej ind i 2009. Han kommer tilbage for at vise, hvor skabet skal stå."

Foruden Swizz Beatz vil Enimems nære venner Dr Dre og 50 Cent også være producere på albummet – en af sangene skulle Dr Dre og 50 Cent endda have produceret i samarbejde.

Eminem udgav i sidste måned i øvrigt sin selvbiografi "The Way I Am".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA