Nyhed

Guld til Swan Lee efter to et halvt år

"Enter" har nu solgt 20.000 eksemplarer

Billede: Morten Larsen

Der er kunstnere, der sælger stakkevis af cd’er på kort tid for derefter straks at dumpe ud af hitlisterne og havne i butikkernes udsalgskasser (vi nævner ingen navne...). Og så er der dem, der sælger behersket, men støt og roligt og bliver ved med det. I sidstnævnte kategori finder vi Swan Lee, der nu, to et halvt år efter udgivelsen af debutalbummet "Enter", endelig har solgt 20.000 eksemplarer og dermed er værdige til en guldplade. I de to et halvt år har trioen næsten konstant været på den officielle top 100-hitliste.

"Enter"-albummet fik ved udgivelsen i slutningen af januar 2001 flotte anmeldelser og bandet god eksponering i medierne, ikke mindst i GAFFA, der straks så potentialet i gruppen og satte den på forsiden, hvor Swan Lee-sanger Pernille Rosendahl tog hul på de gyldne tider ved at optræde forgyldt i bedste "Goldfinger"-stil. Intens turneren, seks nomineringer til sidste års Danish Music Awards og dokumentarfilmen "Stjernekigger" om bandets lange, seje vej til pladeudgivelse (som de selv stod for efter vrangvillighed fra den etablerede pladeindustri) har været med til at konsolidere succesen.


Swan Lee spiller på dette års Skanderborg Festival d. 9. august og er i gang med at indspille numre til deres andet album, som forventes på gaden i starten af 2004.

ANNONCE