Nyhed

Sort Sol om nyt soundtrack

Lars Top-Galia fortæller om musikken til Linda Wendels film "Baby"

8. august er der premiere på Linda Wendels nye film "Baby". Sort Sol har lavet soundtracket, og det er første gang, Sort Sol har komponeret direkte til en film.

- Det var Linda, der kontaktede os efter at have hørt vores musik meget i det indledende arbejde med filmen, fortæller Sort Sols guitarist Lars Top-Galia til GAFFA.dk. - Og så spurgte hun, om ikke vi ville lave selve underlægningsmusikken. I starten var vi lidt skeptiske over, om vi nu passede ind, men vi blev overbevist efter at have set nogle klip. Linda har også brugt nogle af vores tidligere sange i filmen. I øvrigt er det jo sjældent, at et dansk band laver score til en hel film.

Soundtracket, der udkommer 4. august, indeholder en del underlægningsmusik samt to deciderede nye sange, to fra Sort Sols sidste studiealbum "Snakecharmer" og det sjældne nummer "Diamond Wind", der oprindelig blev lavet til Peter Schaufuss’ balletopsætning af Shakespeares "Hamlet" og udsendt på en vinyl-ep i 500 eksemplarer og er forlæg for Sort Sols senere store hit "Rhinestone".


Linda Wendel er tidligere kendt for især ungdoms- og børnefilm som "Ballerup Boulevard", "Viktor & Viktoria" etc. "Baby" er baseret på Kirsten Thorups debutroman af samme titel fra 1973 og har Maria Rich, Line Kruse, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen blandt hovedrollerne. Det er en barsk, socialrealistisk film, der foregår i Københavns hårde miljøer blandt unge randeksistenser, der kæmper for at finde kærligheden i en kold, pengeorienteret verden.

- Der er en herligt uforsonlig tone i den film; den er optaget under anarkistiske vilkår, uden budget og uden støtte, og både instruktør og skuespillere har skudt penge i den, siger Lars Top-Galia. - Det passede os fint at lave musik til sådan en film efter vores mere kommercielt anlagte opsamlingsalbum "Circle Hits The Flame" fra sidste år.

Det er som sagt første gang, Sort Sol har lavet musik direkte til en film, selvom de tidligere har kunnet høres i andre film, ikke mindst Ole Bornedals "Nattevagten". Top-Galia vil bestemt ikke udelukke, at Sort Sol kan finde på at lave filmmusik igen: - Det skal bare være den rigtige film, og vi er egentlig ikke blevet spurgt så meget, for folk ved godt, at når vi går ind i sådan noget, er vi svære at komme uden om. Vores musik er altid tung af følelser.


ANNONCE