Nyhed

Tiësto til Danmark

Dj-legenden gæster Forum i juni

Den hollandske dj Tiësto har lidt mere vind i sejlene end den gennemsnitlige pladevender. Da han spillede i Parken i november 2007, var der udsolgt, hvilket i denne sammenhæng vil sige 25.000 danseglade gæster, der festede det meste af natten. Koncerten blev i øvrigt udgivet på dvd verden over.

Nu kommer Tiësto så til Danmark igen. Denne gang bliver det et lidt mere intimt sted, nemlig Forum i København med plads til 10.000, så man skal nok købe billet i god tid, hvis man vil sikre sig en plads. Arrangementet finder sted 6. juni klokken 20, og Tiësto har lovet at spille i seks timer. Den danske koncertarrangør Skandinavian lover en ny produktion, der byder på et overflødighedshorn af visuelle effekter.

Tiësto bærer det borgerlige hollandske navn Tijs Verwest, fylder 40 år den 17. januar og er bredt anerkendt som en af verdens største dj's. Han er tre år i træk blevet kåret til verdens bedste dj i DJ Magazine, i 2002, 2003 og 2004.


Billetsalget begynder i dag, mandag den 5. januar klokken 10 på Billetlugen.

ANNONCE