Nyhed

Pato remixer Mahler

Ska-rockeren remixer den østrigske komponist på mixtoverdener.dk

I sidste måned lancerede DR, Bandbase.dk og Danske Bank projektet Mix To Verdener, hvor en rytmisk musiker er blevet sat til at remixe et klassisk værk, og alle interesserede, amatører som mere eller mindre professionelle, får lov at prøve selv at mikse det klassiske værk i form af samples, der kan downloades fra sitet mixtoverdener.dk.

Første kunstner var Lise Westzynthius, der blev sat til at remixe et sample fra Tjajkovskis 5. symfoni. Hendes bidrag resulterede i en flittig debat på flere websteder, og over 100 andre lavede remixes, som kunne høres på mixtoverdener.dk

Nu er Bandbase.dk så klar med sit andet remix. Det er denne gang ska-rockeren, produceren og dj'en Pato Siebenhaar, blandt andet kendt fra Trolle//Siebenhaar, der har fået tjansen at remixe Gustav Mahlers 2. symfoni. Patos bidrag har fået titlen "The Unified Theory" og kan høres på mixtoverdener.dk.


Gustav Mahler blev født i 1860 og døde i 1911. I sin samtid var han anerkendt som dirigent, men har først efter sin død opnået rigtig respekt som komponist. Hans 2. symfoni, skrevet i perioden 1888-1894 og første gang opført 1895, er præget af tidens kunstneriske strømning impressionismen, som også kom til udtryk i ikke mindst Claude Monets malerier og Herman Bangs romaner.

Mix To Verdener vil udfordre alle til at lytte til og lege med klassisk musik og skabe nye værker. DR er mediepartner på projektet og har udvalgt 12 symfonier blandt P2's aktuelle Torsdagskoncerter, og hver måned inviteres en dansk artist til at gå forrest i legen med de klassiske værker. Listen omfatter foruden Lise Westzynthius og Pato også Nordstrøm, UFO Yepha, Carpark North, Niarn, Magtens Korridorer, Bjørn Svin, Oh Land, Bjarke Niemann (fra Spleen United), The Wong Boys og As In RebekkaMaria.

BandBase.dk er projektleder og har før afviklet remix-konkurrencer af blandt andre TV-2 og Laid Back. Det har primært været for musikere, men på mixtoverdener.dk er der både værktøjer for musikere og for nybegyndere. Sitet har en online, realtime mixer, som alle kan bruge ved at hive sporene ind i mixeren og afspille online. Det betyder, at alle kan lave deres eget mix af blandt andet Beethoven, Tjajkovskij og Mahler – med samples fra aktuelle bands. Alle kan lege med mixeren på sitet, men for den mere erfarne remixer er der samples til download i høj opløsning. 

Der er tale om et projekt, som over 12 måneder opfordrer et nyt publikum til at møde den klassiske musik på allernærmeste hold, nemlig inde i selve værket. Intentionen er enkel: at få skabt en masse nye værker, som DR P2 og BandBase kan følge på nært hold og at få det bedste fra to verdener til at mødes i form af nye værker og øget samarbejde mellem klassiske og rytmiske musikere.

På websiden kan du desuden få inspiration fra de øvrige brugeres mix, og der er hitlister, så du kan tjekke de mest populære nye versioner af de gamle klassikere.


ANNONCE