Nyhed

Amazing Baby gæster Danmark

Den hypede amerikanske duo kommer på besøg i København til februar

Omkring årsskiftet er der tradition for, at de forskellige musikmagasiner kigger tilbage på det forgangne år og kigger frem mod det kommende års udgivelser. I januar-nummeret af GAFFA kan man eksempelvis traditionen tro læse vores bud på, hvilke danske navne man bør holde øje med, og en sådan liste har Gigwise også sammensat, dog med udenlandske navne.

Her finder man navne som White Lies, School Of Seven Bells, Passion Pit og også Amazing Baby, og sidstnævnte kan man snart selv få mulighed for at vurdere nærmere. Gruppens to primære medlemmer, Will Roan og Simon O'Connor, gik på Wesleyan University Of Liberal Arts samtidig med Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser fra MGMT, og sammen spillede de dengang i gruppen Misogynistic Pineapple.

Siden har Roan og O'Connor dog dannet deres egen gruppe, der dog blandt andet har turneret med MGMT i England. Amazing Baby vender dog snart tilbage til Europa, og det er netop blevet offentliggjort, at de gæster Vega 19. februar.


Gruppens musik beskrives som en "mindre vild version af Mars Volta, blandet med de rockede riffs fra Kings Of Leon og de psykedeliske beats fra MGMT", og hvordan det lyder bliver der altså nu mulighed for at høre til en koncert i København.

Billetsalget til koncerten starter i morgen tirsdag 6. januar klokken 10:00 via Billetnet.dk eller 70 15 65 65.

ANNONCE