Nyhed

Van Morrison på vej med jazz-inspireret album på Blue Note

"What’s Wrong With This Picture" udkommer 21. oktober

Den irske rock-legende Van Morrison har tegnet kontrakt med det lige så legendariske og prestigefyldte jazz-label Blue Note Records. De første frugter af samarbejdet kan nydes den 21. oktober, hvor Blue Note udsender Morrisons album What’s Wrong With This Picture?

Van Morrison har gennem hele sin snart 40 år lange karriere ofte trukket på indflydelseskilder fra jazzens og bluesens verden, men denne gang er han gået mere radikalt til værks. Han har nemlig tegnet ny pladekontrakt hos det legendariske amerikanske jazz-orienterede pladeselskab Blue Note, der hører til under EMI Music.

Morrison, der er født i Irland i 1945, er kendt for sin kompromisløshed og har gennem karrieren inddraget jazz, blues, R&B og traditionelle keltiske klange i sin musik og har skabt sig en personlig og autoritetsfuld stemme i rocklandskabet. Van Morrison opnåede officiel anerkendelse som en af sin generations helt store sangskrivere, da han blev optaget i the Songwriters’ Hall of Fame i juni under deres 34. årlige optagelses- og prisuddelingsceremoni.


Van Morrisons kommende plade på Blue Note kommer – ikke overraskende – til især at vise den mere jazz-influerede side af Morrison.

Tracklisten er som følger:
What's Wrong With This Picture?
Whinin' Boy Moan
Evening In June
Too Many Myths
Somerset
Meaning Of Loneliness
Stop Drinking
Goldfish Bowl
Once In A Blue Moon
Saint James Infirmary
Little Village
Fame
Get On With The Show

ANNONCE