Nyhed

Je M’Appelle Mads laver satireprogram til DR2

Mads og Bounty Niller har premiere på ”Bonjour og Goddaw” 9. februar

Det er efterhånden noget tid siden, man har set og hørt noget til Je M'Appelle Mads og hans tro væbner Bounty Niller – crazy-elektro-pop-duoen kendt fra DR1-satireprogrammet Flemmings Helte og parret bag udødelige linjer som ”hvis der er nogen, der er kommet for at stay / så er det Nik & Jay / hvis der noget, alle mennesker de kan li’ / er det hiphop med en god melodi” (”Hvis Du Vil Ha’ Et Hit”) og ”Thomas Helmig / Thomas Helmig / Thomas Helmig / Thomas Helmig” (”Det Glade Budskab”). Nu er de imidlertid tilbage. Denne gang som konceptmagere samt skuespillere i deres helt eget satireprogram på DR2, “Bonjour og Goddaw”.

Fredag den 9. januar er der premiere på programmet, der kommer til at køre hver fredag klokken 21.15 på DR2 de næste par måneder.

Programmet er helt i samme gakkede ånd som Je M'Appelle Mads’ plader og koncerter, og programmet vil derfor også være præget af kraftige farver, mærkelige kostumer og masser af musik og spøjse figurer.

Programmet vil ifølge Mads og Bounty Niller ”være smækfyldt af langt-ude karakterer, og man kan blandt andet glæde sig til den hysteriske svenske kunstner Ingmar Cronhammar, kunst- og kulturanmelder Karsten Seidenfaden, hiphopperne fra Ringkøbing, den halvperverse kok Bertil,  den svenske statsminister, og man vil også møde en del kendte tv- og musikpersonligheder i programmet, heriblandt Mek Pek, Thomas Helmig, Ann Marker og Søren Ryge Petersen.”

Den opmærksomme læser har nok opdaget, at en del af ovennævnte personer er virkelige, mens andre tilsyneladende er fiktive. Navnet Karsten Seidenfaden ringer i hvert fald ikke nogen klokke hos nærværende skribent, men det kan man nok blive meget klogere på, hvis man åbner for sit tv.

Ud over disse karakterer vil den veloplagte vært Mads G og hans altid glade kameramand Niels B vise splinternye musikvideoer med sig selv.

Hvis man ikke kan vente, kan man klikke sig ind her og se en lille teaser med musik med gæster som Zindy Laursen og de to funkmusikere fra, Århus Mikael Strånge og Morten Whisky.

ANNONCE