x

Nine Inch Nails var årets mest downloadede

Nine Inch Nails var årets mest downloadede

Online-butikken Amazon har netop offentliggjort, hvilke kunstnere der blev downloaded mest i 2008, og lidt overraskende kan de meddele, at albummet "Ghosts I-IV" med Nine Inch Nails var det mest downloadede album hos dem i det forgangne år.

Det er overraskende, dels fordi det ikke just er en såkaldt mainstream-udgivelse, men samtidig også fordi man faktisk kunne downloade den første fjerdedel af albummet ganske gratis den første måned efter albummets udgivelse. Alligevel har de ni gratis tracks ikke været nok for fans af Nine Inch Nails, der øjensynligt er valfartet til Amazon for at få samtlige fire dele af albummet.

Det har naturligvis hjulpet, at albummet var tilgængeligt til kun fem dollars, hvor de seneste udgivelser fra Coldplay og Death Cab For Cutie (der var henholdsvis nummer to og tre på popularitetslisten) koster 8.99 dollars. Den lave pris skyldes, at Trent Reznor ikke længere er tilknyttet pladeselskabet Interscope, og nu har mulighed for selv at udsende sin musik i de formater, der passer ham.

Men som med udgivelsen af Radiohead-albummet "In Rainbows", der kunne downloades gratis, men alligevel solgte ganske godt efterfølgende, så er dette et eksempel på, at fans af bestemte kunstnere gerne vil betale for musikken, specielt når de ved, at pengene går direkte til kunstneren. Den fysiske udgave af "In Rainbows" ramte førstepladsen på den amerikanske albumhitliste i 2008, og den digitale udgave kom ind på en 11. plads over de mest købte hos Amazon i 2008.

Den bedstsælgende sang i 2008 hos Amazon var for øvrigt "I Kissed A Girl" med Katy Perry.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA