Nyhed

Mani Spinx klar med single og vinterturné

Sangeren og sangskriveren udgiver ”Goodbye My Love” og indleder tour ultimo januar

Den stilblandende sanger og sangskriver Mani Spinx udsendte i sensommeren 2008 sit andet album ”Black Mamba”, der fik ganske flotte anmeldelser, blandt andet fem stjerner i GAFFA. Mani Spinx fulgte udgivelsen op med en efterårsturné, og nu er han så klar med det, hans pladeselskab kalder en forårsturné, men da den finder sted i januar og februar, foretrækker vi nu at kalde det en vintertour.

Touren følger op på singlen ”Goodbye My Love”, der udkommer den 12. januar. Singlen er fra Mani Spinx’ ”Black Mamba”-album og blev ved udgivelsen fremhævet af mange anmeldere som et af albummets stærkeste numre. ”Goodbye My Love” er produceret af Rune Westberg, der efter succes herhjemme med blandt andre Alphabeat, Tue West og Saybia nu er bosat i Los Angeles for at videreføre karrieren dér. Og hér blandt andet har produceret Poul Krebs’ kommende album.
 
Touren byder også på en helt speciel tre-trins-raket af en koncert den 13. februar på Portalen i Greve. Her spiller Mani Spinx en såkaldt trailer-koncert efter albumaktuelle Tim Christensen, der først på aftenen har fået support af Mads Langer. En helt speciel aften med tre af landets mere markante sangskrivere.
 
Mani Spinx spiller koncerter igen til sommer og arbejder ellers på forberedelserne til sit næste fuldlængde-album. Hans tredje fuldlængde-album efter debuten i 2006 med ”Post Modern Panic Attack”, minialbummet ”Paper Cuts” fra 2007 og så ”Black Mamba” fra 2008.

Om ”Black Mamba” skrev GAFFAs Erik Barkman blandt andet følgende i sin femstjernede anmeldelse:
”’Black Mamba’ viser Mani Spinx i et drabeligt livtag med urban-musikkens lokkende rytmer. Disko, reggaeton, electro, triphop, jazz, hiphop – you name it, han prøver kræfter med det. Tilsat en veldokumenteret svaghed for Bob Dylan- og The Band-inspireret folkrock og Beatles’k tresserpop burde resultatet være rodet og usammenhængende. Men selvfølgelig falder brikkerne på plads for Mani Spinx på ”Black Mamba”, der er en sjældent organisk og sammenhængende oplevelse.” 
 

Mani Spinx’ forårsturné ser ud som følger:

Lørdag. 31. jan.   Næstved, Vershuset

Lørdag. 7. feb.    Sønderborg, Sønderborghus


Fredag. 13. feb.   Greve, Portalen

Fredag. 20. feb.   Herning, Fermaten

Fredag. 27. feb.  Tobakken, Esbjerg


Lørdag. 28. feb.  Randers, Von Hatten

Mani Spinx på MySpace

ANNONCE