x

Finalisterne til Copenhagen Guitar Battle er fundet

Finalisterne til Copenhagen Guitar Battle er fundet

Folkene bag Copenhagen Guitar Battle har nu fundet de otte finalister, der kæmper om æren og ikke mindst en specialdesignet guitar fra Hansen Guitars til en værdi af 28.000 kroner i Amager Bio 6. februar. De otte finalister er alle af hankøn – ligestillingen er endnu ikke helt slået igennem i guitar-land – og blandt disse finder vi også sidste års vinder, Jonas Larsen (billedet), der altså skal forsøge at forsvare sin titel.

– Med al respekt for 2008-deltagerne, så er det min vurdering, at niveauet er hævet til årets konkurrence, siger Rolf Bjørn fra Copenhagen Guitar Battle og fortsætter:

– Det var vanskeligt, men afgjort en fornøjelse at finde frem til de seks deltagere, der skal tage kampen op med den forsvarende titelindehaver. Det bliver ikke meget bedre, understreger han.

De seks udvalgte guitarister, der kommer fra alle egne af landet, skal ud over Jonas Larsen også kæmpe mod publikumsfavoritten fra i fjor, den blot 14-årige Rasmus Volden, der i 2008 røg ud i semifinalen. Han er i år med på et wild card.

Til forskel fra 2008 skal de otte finalister i år udfordres i flere forskellige genrer. Derfor har CGB’s husorkester, Anders Bo & The Licks, komponeret flere temaer fra heavy over blues til såkaldte helteballader – altså rigtig pompøse ballader. Det sker for at teste deltagernes alsidighed.

– Da vi evaluerede konkurrencen i fjor, blev vi enige om, at det handlede meget om tempo og tapping. Det skal man selvfølgelig også kunne, men i år skal finalisterne mestre flere stilarter for at snuppe titlen som årets guitarist, siger Rolf Bjørn.

Foruden de otte finalister byder aftenens show også på liveoptræden ved Baby Woodrose, relativt pladeaktuelle Oliver Weers, blandt andet kendt fra X Factor 2008, og aftenens enlige kvindelige indslag Emily Garriock. Konferencier bliver Huxi Bach.

– Det handler jo dybest set om at hylde guitaren, så ud over konkurrencen har vi sammensat et program, der tester tagkonstruktionen på Amager Bio. Det kan kun blive alle tiders største guitarfest, fortæller Rolf Bjørn.

Billetsalget er i gang på Billetnet.

De otte finalister:
Jonas Larsen, København
Rasmus Volden, Kalundborg
Hans Grølsted, København
Dennis Post, København
Søren Kjeldal, Randers
Michael Larsen, Søborg
Oliver Engqvist, Aalborg
Kristian Klærke, Århus

Copenhagen Guitar Battles hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA