x

dameUlove holder 5-års fødselsdag

dameUlove holder 5-års fødselsdag

De københavnske festarrangører dameUlove har de sidste fem år stået bag en lang række fester, og jubilæet skal derfor fejres med et brag, hvilket kommer til at ske Kødboderne 18 til et arrangement 28. februar. Her vil man kunne opleve navne som Fagget Fairys, Lady Smita og britiske Miss Odd Kidd samt et bredt udvalg af Københavns fineste kvindelige dj's og diverse overraskleser fra de danske koreografer Sara og Anja Gaardbo.

Den danske duo Fagget Fairys fik en hel del omtale i 2008 og kom efterfølgende med på GAFFAs liste over navne, som vi tror bliver store i 2009. Duoen består af DJ Sensimilla & MC ENA, og det forventes at de i løbet af året vil udsende deres debutalbum på Kenneth Bagers selskab Music For Dreams.

Lady Smita er nok bedst kendt for sit samarbejde med Firehouse og P3-hittet "Du Får Ik' Punani" og "Haard Som Wozniacki". Hun beskrives af dameUlove som "en pige med sans for kvalitet", der fungerer på egen hånd som både dj og mc i hårdeste dancehall-stil.

Engelske Miss Odd Kidd har tidligere gæstet Danmark i forbindelse med Roskilde Festival og MidWeekBrakes, hvor hun har budt på Grime med en vis electro-indflydelse. Hun vender nu tilbage og kan opleves sammen med de øvrige navne 28. februar, når dameUlove fylder fem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA