x

Steffen Brandt som digtoplæser

Steffen Brandt som digtoplæser

Billede: Martin Dam Kristensen

I morgen, d. 14. august kan man kl. 16 i Århus Kunstbygning opleve TV-2-sanger Steffen Brandt i en lidt uvant rolle, nemlig som digtoplæser. Det sker ved et arrangement i forbindelse med forfatteren Per Højholts nylige 75-års fødselsdag, hvor Brandt vil læse udvalgte Højholt-digte.

Mange danske sangskrivere har ladet sig inspirere af Per Højholts terrængående sprog i hans digte, romaner, kortprosa som "Gittes Monologer" m.m., bl.a. Malk de Koijn og så Steffen Brandt, der f.eks. citerer ham lidt i den gamle TV-2-sang "Gare du Nord".

- Højholt har en inspirerende evne til ikke at lade sig fange ind, siger Steffen Brandt til GAFFA.dk. – Bedst, som man tror, at nu har man forstået pointen, forsvinder man ud over afgrunden. Du når lige at høre ham råbe "Go’tur hjem...", fortsætter Brandt underfundigt.

Det er heller ikke helt første gang, Steffen Brandt tager Højholts ord i sin mund i oplæsningssammenhæng. På albummet "Tilbage Til Turbo" fra 2001 kan man opleve ham oplæse Højholt-tekstpassagen "Henry Ind I Landskabet" over musik af Halfdan E. Albummet er en kombineret genudgivelse af og viderebygning på Højholts egen lp "Turbo" fra 1968, hvor han læser op fra sin simultant udgivne bog af samme navn og samtidig bliver lydmæssigt efterbehandlet - altså en slags tidlig sampling. Ved et arrangement i december 2001, kort efter udgivelsen af "Tilbage Til Turbo", kunne man også opleve bl.a. Brandt opføre det live på Vega i København (billedet stammer herfra).

Ved arrangementet i Århus kan man også opleve litteraten Carsten Puggard, der forelæser over emnet "Eksperiment og billede - Per Højholts digtning i et visuelt perspektiv". Til gengæld skal man nok ikke forvente, at Højholt selv dukker op, da han har ført en tilbagetrukket tilværelse i de senere år grundet sygdom.

Steffen Brandt vender tilbage med Højholt-ord 1. september kl. 16 på Statsbibliotektet i Århus i forbindelse med åbningen af en udstilling om Højholt. Ved denne lejlighed har han også Halfdan E. med, så lur os, om man ikke her kan høre Brandt fremsige de bevingede ord:

Henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen
Ind i landskabet Henry han bukker og takker og går ud igen
Ind i landskabet han bukker og takker Henry og går ud igen

Læs mere om arrangementet i Århus Kunstbygning på http://www.aarhuskunstbygning.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA