Nyhed

Ryan Adams dropper The Cardinals

Sangskriveren tager en pause og har via sin webside meddelt, at han vil afslutte samarbejdet med backingbandet The Cardinals

Ryan Adams er en særdeles aktiv blogger, der ynder at lægge masser af indlæg ud på websiden Cardinology, og i et af de seneste indlæg meddeler han, at han har tænkt sig at afbryde samarbejdet med bandet The Cardinals, der har bakket ham op siden 2004.

Det oprindelige indlæg er nu blevet slettet fra siden, fordi det medførte en række artikler med overskrifter som "Ryan Adams trækker sig tilbage", hvilket sangskriveren ikke er helt tilfreds med. Sjovt nok har han derfor skrevet en række nye indlæg, hvor han kommenterer reaktionerne på det oprindelige indlæg, så man alligevel får et vist indtryk af, hvad han oprindelig skrev.

Pointen synes at være, at når den igangværende Ryan Adams & The Cardinals-turné afsluttes 20. marts, så vil Adams afbryde samarbejdet med gruppen, og derefter tage en pause fra musikken. I forskellige indlæg brokker Adams sig over ikke at kunne leve op til det billede, medierne har skabt af ham, og han nævner også, at han har problemer med sit indre øre.


Det fremgår ikke specielt tydeligt fra de rodede indlæg, hvad Adams egentlig har tænkt sig at få tiden til at gå med fremover. Men han nævner, at han gerne vil trække sig tilbage for at kunne skrive bøger. Men refererer også til et behov for at genfinde sin muse, men understreger, at han altså ikke har tænkt sig at trække sig tilbage fra musikbranchen, men at der blot er tale om en pause.

ANNONCE