Nyhed

Depeche Mode navngiver album

Bandet udsender "Sounds Of The Universe" til april

Siden udgivelsen "Songs Of Faith And Devotion" fra 1993 har Depeche Mode udsendt et album hvert fjerde år, og den tradition bliver holdt i hævd, når bandet udsender albummet "Sounds Of The Universe" til april.

På gruppens webside annoncerer bandet, at det kommende album vil blive udsendt 21. april, og det beskrives som deres "mest alsidige album i årtier". Lyden beskrives som retro-futuristisk, hvor bandet har brugt masser analoge synthesizers og klassisk udstyr, og det fremhæves, at der vil være en del mere sort humor at finde i teksterne.

Som på "Playing The Angel" bidrager både Martin Gore og Dave Gahan med sange, og pladen markerer samtidig en genforening med produceren Ben Hillier, der udover at have produceret gruppens foregående album også har produceret plader for Blur og Doves. Første single fra det kommende album hedder "Wrong", men det vides endnu ikke, hvornår den vil blive udsendt.


Annonceringen af udgivelsen af "Sounds Of The Universe" kommer tre måneder efter gruppen annoncerede deres verdensturné, der blandt andet bringer dem forbi Danmark. Her giver de koncert i Parken 30. juni, hvor der fortsat er ledige billetter, der kan købes via Billetlugen.dk.

"Sounds Of The Universe" udsendes 21. april.

ANNONCE