Blandt andre Dúné og Lars H.U.G. gav fine koncerter ved gallaåbningen af koncerthuset
Lørdag d. 17. januar var dagen, hvor DR’s længe ventede og meget omdiskuterede koncerthus endelig skulle indvies. Med koncerter i alle de fire nye studier og besøg af de kongelige og hele det prominente Danmark var der linet op til den helt store fest. I studie 2, der er beregnet til rytmisk musik, spillede Dúné og senere Lars H.U.G med Underholdningsorkesteret, i studie 3 og 4 kunne man høre jazz og børnekor, og endelig skulle det hele kulminere med gallakoncerten i koncertsalen, eller studie 1, som den også hedder. Desuden var hele Danmark med livetransmissioner i både fjernsyn og radio inviteret med til åbningen af det nye koncerthus.
Koncerthuset har rent arkitektonisk været kritiseret for at se mærkelig ud set udefra, og den ligner da også med sine blafrende blå "gardiner" mest af alt en halvfærdig blå terning, der lidt tilfældigt er smidt ned midt ude på Amager Fælled. Men indvendig er koncerthuset og de fire nye studier samstemmende blevet rost til skyerne for den sublime lyd og en eventyrlig oplevelse af at kunne bevæge sig fra det ene lydunivers til det andet i de fire meget forskellige studier.
I studie 2, hvor GAFFA var inviteret med, gav Dúné som vanligt en superenergisk og engageret koncert med et repertoire af sange fra deres debut-cd blandet med uropførelsen af tre helt nye numre. Forsanger Mattias Kolstrup gav den max gas, og hele bandet virkede i det hele taget gennemsammenspillet og meget professionelle, men blandet med den vildskab og energi, der gør, at en Dúné-koncert er en energiudladning, der effektivt forplanter sig til publikum.
Koncerten, der også var et radioprogram, blev afbrudt et par gange, så bandmedlemmerne kunne blive interviewet om deres succes og forventninger for det nye år. Da de jo har vundet både P3-priser og GAFFA-priser det forgangne år, blev de spurgt om, hvordan de dog ville kunne overgå det i 2009. Dúné svarede meget klart, at udlandet var den næste station. Spændende at følge det selvsikre og fremadstormende Dúné, der for en aften fik muligheden for at spille for hele Danmark, og Kronprins Frederik, der kiggede forbi i koncertens sidste sæt.
Den anden koncert i studie 2 var med Lars H.U.G. og Underholdningsorkesteret. Lars H.U.G. kom slentrende ind på scenen som en anden gammel hyggelig bedstefar med gråt hår og briller og stillede sig foran det kæmpe orkester og et par medbragte unge guitarister, der i øvrigt spillede fantastisk og var medvirkende til at krydre det store ensemble bag Lars H.U.G.
Med sange fra hele Lars H.U.G.’s lange karriere, for eksempel "Militskvinder" fra Kliché-tiden over slagere som John Mogensens "Så Længe Jeg Lever" og til en hjertegribende "Mon De Kan Reparere Dig?" gav Lars HUG en forrygende koncert, der viste, at den gamle "hest" med sin stemme og evergreens stadig kan få det det til at risle ned ad ryggen.
Samlet set var det egentlig en rigtig fin indvielse af DR’s nye koncerthus, og med de to koncerter i studie 2 signalerede DR med Dúné-koncerten og Lars H.U.G. med Underholdningsorkester, at der både satses på den helt nye musik og de mere etablerede navne med den mere brede appel. Dermed fik DR samtidig vist, at de faktisk mener det med, at det nye koncert hus er for hele Danmark.