Nyhed

Nneka spiller på Rust

Sangerinden gæster spillestedet den 21. februar

Nneka har med sin nigeriansk-tyske baggrund skabt et musikalsk univers, der emmer af afro-beat, reggae og politisk ladede tekster. Hun kanoniseres i England som Lauryn Hills arvtager, og herhjemme har hun med singlen "Heartbeat" været Ugens Uundgåelige på P3, ligesom resten af Europas radiostationer også har taget pænt imod hende.

Den 21. februar gæster sangerinden så Rust i København, og er du Klub GAFFA-medlem, kan du opleve koncerten for en flad hund, og ellers må du smide 30 kroner oveni. Billetter kan købes allerede nu via GAFFA Billet.

Nneka har afgivet flere koncerter på dansk grund tidligere, og da hun gæstede Voxhall i Århus i forbindelse med Århus Festuges 2011-tema sidste år gav GAFFAs Ole Rosenstand Svidt hende tre stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:


"Var Nneka et sandt energibundt, når hun sang og rappede, gik hun derimod næsten i stå under sine lange præsentationer af de enkelte sange, hvor vi fik lange og velmenende, men noget trættende moralprædikener om Vestens udbytning af Niger-deltaet i Nigeria, om universel kærlighed og vigtigheden af grimhed, fordi den sætter skønheden i relief."

ANNONCE