x

Spandau Ballet-forsanger og ABC til Esbjerg Rockfestival

Spandau Ballet-forsanger og ABC til Esbjerg Rockfestival

Hvis du står med lyden af Rick Astleys "Never Gonna Give You Up" i ørerne, mens en liflig fiskehørm trænger sig op i dine næsebor, er der stor sandsynlighed for, at du befinder dig på Esbjerg Rockfestival. Markedsført som Europas største firser-festival kan arrangementet og folkene bag godt være pavestolte over at byde på et program, der allerede indeholdt Europe, Bananarama og netop Rick Astley inden dagens annoncering.

Nu udvides der imidlertid med Tony Hadley og ABC, og jubelen forventes at være store rundt omkring i hjerterne på landets 80'er-rockere. Der er dømt nyromantik, når Spandau Ballets forsanger indtager scenen og med al sandsynlighed leverer træfsikre hits som "True" og "Gold", ligesom ABC med "Tears Are Not Enough" og "The Lexicon Of Love" ikke forventes at lade mange sentimentale øjne forblive tørre.

Begge navne spiller på festivalens anden dag, lørdag den 6. juni, samme dag som Astley og Bananarama, mens Europe spiller dagen inden. Ud over koncerterne kan publikum også nyde sæt fra legendariske dj's som Jørgen de Mylius og Dan Rachlin.

Både enkeltdags- og partoutbilletter kan købes nu på GAFFA Billet, og der er som vanligt rabat til Klub GAFFA-medlemmer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA