Springsteen til Herning

Springsteen til Herning

Det kommende album fra Bruce Springsteen & The E Street Band er lige på trapperne, og nu kan The Boss annoncere, at han lægger vejen forbi Danmark til sommer. Sidst han var på disse kanter, var det Parken, der lagde scene til begivenhederne. Men denne gang bliver det i MCH Outdoor Arena i Herning, man kan opleve Bruce Springsteen.

Bruce Springsteen & The E Street Band er aktuelle med albummet "Working On A Dream", der udsendes 26. januar. Men derudover har han også på det seneste været særdeles aktuel i forbindelse med indsættelsen af Barack Obama som præsident. Samtidig har han for nyligt kunne fejre, at han vandt en Golden Globe for sin sang "The Wrestler" fra Mickey Rourke-filmen af samme navn. Og så er der jo den kommende optræden i Super Bowl 1. februar, hvor han skal spille i halvlegspausen i kampen mellem Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals.

Så der er gang i butikken, og nu kan Springsteen altså også annoncere sin første danske koncert, der skal afvikles uden for København. Tidligere besøg er fundet sted i Falkoner Teater, Forum, Brøndbyhallen samt Parken og Gentofte Stadion, men denne gang bliver det altså Herning, der skal nyde godt af The Boss' bagkatalog blandet med materialet fra det kommende album.

Bruce Springsteen & The E Street Band kan opleves i MCH Outdoor Arena i Herning, og billetsalget starter mandag 26. januar klokken 10:00 gennem Billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona - max. 6 billetter pr. ekspedition.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA