Nyhed

Stjernerne hylder Nick Drake

Den engelske sangskriver vil blive hyldet af navne som Eddie Vedder og Dave Grohl på ny udgivelse

Det blev i denne weekend på den franske Midem-festival offentliggjort, at der lige nu arbejdes på en hyldestplade til den afdøde engelske sangskriver Nick Drake. Det skriver Billboard i dag.

Nick Drake nåede at udsende tre plader inden sin alt for tidlige død i 1974. Han fik aldrig det helt store gennembrud i sin levetid blandt andet på grund af sin modvilje mod at spille koncerter, men over tid er hans indflydelse vokset, og efter at sangen "Pink Moon" blev brugt i en reklame i 1999, er Drake kommet ud af obskuriteten.

Nu har Jack Johnson samlet en række musikere til en ny hyldestplade til den engelske sangskriver, hvorpå man vil kunne høre bidrag fra navne som Eddie Vedder, Dave Grohl og Norah Jones. Ikke mindre interessant er også et bidrag fra den afdøde skuespiller Heath Ledger.


Den australske skuespiller afslørede kort tid før sin død i januar 2008, at han på et tidspunkt havde overvejet at lave en film om Nick Drake. Den idé havde han dog lagt fra sig, men fascinationen af sangskriveren udmøntede sig i en musikvideo til Drake-sangen "Black Dog", der menes at være den sidste sang, Drake indspillede før sin død.

En repræsentant, der administrerer Nick Drakes rettigheder, beskrev dengang over for MTV musikvideoen som "pragtfuld" og "meget bevægende" og fortalte, at den sort/hvide-video primært består af optagelser af Ledger selv. I videoens sidste scene kan man se Ledger drukne sig selv i et badekar.

Den video vil nu dukke op på en dvd, der følger med den kommende udgivelse. På dvd'en vil man også kunne se optagelser fra indspilningerne til hyldestpladen, der vil blive udsendt på Jack Johnsons pladeselskab Brushfire Records.


ANNONCE