Nyhed

Hør Springsteens nye plade

Den nye plade fra The Boss kan nu høres på nettet

Bruce Springsteens nye album "Working on a Dream" er netop blevet lagt ud som stream på websiden NPR Music, hvilket betyder, at man nu kan høre det kommende album gratis. Som vi tidligere har gjort opmærksom på skal Springsteen snart spille i Herning, og her vil han med al sandsynlighed spille numre fra det nye album, som er hans firetyvende. Men hvis man ikke kan vente helt så længe, er det allerede nu muligt at høre den nye udgivelse fra The Boss ved at klikke her.

"Working on a Dream" er opfølgeren på albummet "Magic" fra 2007, hvor Bruce Springsteen igen arbejdede sammen med The E Street Band, efter at have udsendt soloplader samt albummet "We Shall Overcome: The Seeger Sessions". Efter udgivelsen af "Magic" opfordrede Springsteens producer gennem mange år, Brendan O'Brien, sangeren til at blive ved med at skrive og indspille nyt materiale. Således startede indspilningerne til "Working on a Dream" sammen med The E Street Band i løbet af 2007, når der var huller i tour-programmet. Pladen er nu helt færdig og klar til at blive hørt.

Bruce Springsteen kan opleves live sammen med The E Street Band i MCH Outdoor Arena i Herning d. 8. juli. Billetsalget til koncerten starter samme dag som "Working on a Dream" udkommer i Danmark, nemlig d. 26. januar. Billetterne kan købes fra klokken 10:00 gennem Billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona - max. 6 billetter pr. ekspedition.


ANNONCE